FREDERICIA

Camps skal styrke elevers kompetencer

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Camps skal styrke elevers kompetencer

 Læse- og matematikcamps skal styrke elevernes kompetencer i læsning og matematik

Evalueringen af en række danske projekter har vist, at intensive læringsforløb kan understøtte forskellige elevgruppers faglige, sociale og personlige udvikling. Derfor har Erritsø Fælleskole besluttet at lave forsøg med læsecamps og matematikcamps i skoleåret 16/17 for at give et mere målrettet løft til en gruppe elever, som har brug for at blive løftet fagligt.

De intensive læringsforløb har fokus på læring, selvværd og udvikling af kompetencer inden for læsning og matematik.

”Vi vil prøve at lave nogle forløb, der bryder med den vante undervisning. Når vi bryder vanen og opbygger den indre motivation hos eleverne, så ved vi, at det skaber resultater for den enkelte elev. På baggrund af den viden vi har fra forskningen, ved vi, at denne undervisningsform har god effekt, så vi har valgt at satse energi og resurser på dette i det kommende skoleår”, siger Anders Axø, der er distriktsskoleleder på Erritsø Fællesskole.

Intensive læringsforløb kræver et tæt samarbejde mellem de voksne – både, når det drejer sig om forældre og elevens daglige lærere og pædagoger. Samarbejdet vil komme til at foregå både før, under og efter forløbene, så alle voksne kan støtte op om den målrettede indsats.

Læsecampen henvender sig til elever på 5. og 6. årgang, og matematikcampen vil være for en gruppe elever på 3. og 4. årgang, og begge camps varer fire uger, som er fordelt på hele skoleåret.

Tidlig indsats

Begge camps er et led i den tidlige indsats i folkeskolerne i Fredericia, så alle børn bliver så dygtige, som de kan. De elever, der får tilbud om at deltage i en camp, er elever, som har et uforløst potentiale, og som læringsforløbene kan hjælpe med til at frigøre.

Det er fire af skolens lærere – to til læsning og to til matematik – der i tæt samarbejde skal stå i spidsen for de konkrete camps. Det er udvalgte elever fra både afd. Højmosen og afd. Krogsager, der vil modtage tilbuddet om camps.

Alle camps kommer til at foregå i fritidstilbuddets lokaler ved Afd. Højmosen, hvor eleverne har en hel skoledag fra kl. 8.15 – 13.45. Der vil være 12-14 elever på hvert hold og 2-3 voksne tilknyttet hver dag.

”Vi vil bruge en ekstern evalueringspartner, så vi kan vurdere på udbyttet for den enkelte elev, og på den måde afgøre, om det er en arbejdsform, som vi skal bevare og måske udvide de kommende år”, siger Anders Axø.

Fakta

De fire folkeskoler i Fredericia arbejder målrettet med at løfte alle børns faglige niveau, så de bliver så dygtige, som de kan.