TIDLIGERE SPARNORD CHEF LØBER NY BANK I GANG I FREDERICIA

TIDLIGERE SPARNORD CHEF LØBER NY BANK I GANG I FREDERICIA

TIDLIGERE SPARNORD CHEF LØBER NY BANK I GANG I FREDERICIA

0

Jutlander Bank har ansat den tidligere filialdirektør i Spar nord – Christian Jungmark.

Et halvt år efter, at Jutlander Bank rykkede ind i Trekantområdet og åbnede en afdeling i Vejle, meddeler banken nu, at den også etablerer en afdeling i Fredericia.

Som leder af den nye afdeling har Jutlander Bank netop ansat Christian Jungmark. Afdelingsdirektøren skal som det første i gang med at bygge sit nye hold af kompetente rådgivere op. Afdelingen får fra starten seks medarbejdere.

“Vi åbnede en privatkundeafdeling i Vejle i maj og har fået en fantastisk modtagelse af kunderne i Trekantområdet,” siger ordførende bankdirektør Per Sønderup fra Jutlander Bank.

“Med Christian Jungmark som afdelingsdirektør er vi ikke i tvivl om, at vi kan overføre den succesrige start i Trekantområdet til Fredericia og omegn,” fortsætter han:

“Christian har et stort netværk, lang erfaring med bankdrift og et solidt kendskab til lokalområdet, som vi kan få glæde af, og med en lokalforankret erhvervsafdeling går vi samtidig mod tendensen i bankverdenen, hvor det er moderne at centralisere”.

Hvor den nye afdeling får adresse i Fredericia, er endnu ikke besluttet, men afdelingen forventes at åbne først i det nye år på en central placering.

Både erhverv og privat

Jutlander Bank vil i Fredericia rumme både privat- og erhvervskunderådgivere. Desuden får afdelingen tilknyttet formue-, investerings- og pensionsspecialister.

”Så det, vi får her i Fredericia, er en afdeling af en personlig og full-service bank med nye standarder for tilgængelighed og stor lokal beslutningskraft”, siger Christian Jungmark, den nye afdelingsdirektør.

“Jeg er stolt af at få lov til at starte Jutlander Bank i området, en bank, hvor den personlige rådgivning og høj grad af tilgængelighed er blandt de væsentligste værdier, lyder det med et smil i stemmen fra Christian Jungmark.

Om det at åbne nye, fysiske afdelinger i en digital tidsalder forklarer ordførende direktør Per Sønderup:

“Vi anerkender, at de fleste mennesker i Danmark ordner deres daglige økonomi selv, men når større beslutninger skal tages – såsom køb af hus eller bil og pensionsforhold – så har kunderne behov for den personlige rådgivning, hvor rådgiverens kendskab til den enkelte kunde og kundens tillid til rådgiveren er altafgørende”, siger Per Sønderup og fortsætter:

“Hos os er tilgængelighed ikke bare et ord, men en forudsætning for vores succes. Når du som kunde ringer til Jutlander Bank, er det den lokale rådgiver, der tager telefonen, og ikke en medarbejder i et callcenter. Og når du ønsker et personligt rådgivningsmøde, afgør du selv, på hvilket tidspunkt af døgnet mødet skal finde sted, og hvor det skal holdes – hos os i banken, hjemme hos dig selv eller måske på din arbejdsplads”.

Om Jutlander Bank

Jutlander Bank har sine rødder og hovedparten af sine i forvejen 24 afdelinger i Himmerland, idet den er resultatet af en fusion i 2014 mellem sparekasserne Himmerland og Hobro. Senest har banken åbnet afdelinger i København og Vejle. I Aarhus har banken tre afdelinger, og det samme gælder i Aalborg. Med sine 105.000 kunder, 465 medarbejdere, en egenkapital på 2,8 milliarder og en balance på 16 milliarder kroner regnes Jutlander Bank for Danmarks 13. største.

Jutlander Bank skriver følgende om deres nye filialdirektør : Det er en mand, der er stærkt engageret i lokalsamfundets udvikling, som Jutlander Bank har ansat til at løbe sin nye afdeling i gang i Fredericia.

51-årige Christian Jungmark har boet i Fredericia siden 1990. Da flyttede han til byen med sin kone, Henriette, der driver Sejersen Din Tøjmand, i Vendersgade.

Professionelt har Christian Jungmark en fortid i hovedstaden og på Fyn og i Vejle, inden han i 1997 kom til Nykredit i Fredericia, hvor han endte som centerchef. I 2004 blev han ansat som filialdirektør med den opgave at starte en helt ny filial og bankområde op af Spar Nord Bank i Fredericia og Middelfart. Filialen og bankområdet har i dag 24 medarbejdere.

Organisatorisk i lokalsamfundet har Christian Jungmark også været en meget aktiv herre. Han har i to perioder på henholdsvis seks år og to et halvt år været formand for byens handelsstandsforening, Fredericia Shopping, som i hans formandstid fik fordoblet antallet af medlemmer. Desuden var han i to et halvt år næstformand i fusionen af byens erhvervsforening og håndværkerforening, Business Fredericia.

Privatpersonen Christian Jungmark

Privat bor Christian Jungmark oven på forretningen i Vendersgade, som hans kone, Henriette Sejersen, overtog efter sine forældre i 1998. Sammen har de to børn, som begge er flyttet hjemmefra; 25-årige Frederik arbejder som teamleder hos Monjasa i New York, og 23-årige Caroline færdiggør sin kandidat på CBS i København.

I fritiden holder Christian af at være fysisk aktiv. Han kører ofte mountainbike, gerne i Hannerupskoven, løber en tur, ror kajak – og flere gange hver vinter rejser han til snedækkede lande for at dyrke skiløb.

Følg DanmarkC TV på de Sociale Medier