FREDERICIA

DanmarkC TV vender tilbage til din tv-skærm fra årsskiftet

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

DanmarkC TV vender tilbage i æteren

Efter godt to års fravær som æterbåret tv-station, vender DanmarkC TV nu tilbage.

Den foreningsdrevne station i Fredericia har siden midten af 2017 ikke haft mulighed for at udsende æterbåret tv-signal. I stedet har stationen fungeret ved at sende på nettet og ved at producere film og videoer for eksterne kunder.

”Nu har vi fået sendetilladelse til tv igen og det gør, at vi kan genoptage de egentlige tv-udsendelser fra 1. januar 2020,” siger næstformand i DanmarkC TV’s bestyrelse – Brian Hansen.

”Vi er virkelig glade for igen at kunne sende tv. Der er så mange gode historier, spændende oplevelser og interessante mennesker at fortælle om her i Fredericia-området, at vi næsten ikke kan vente med at komme i gang. Vi glæder os virkelig,” siger Brian Hansen.

”Nu, hvor vi igen skal i gang med at sende tv, fortsætter vi med stationens andre projekter, så vi fremover står på flere ben end hidtil,” siger Brian Hansen.

DanmarkC TV vil lave tv, hvor seerne kan kende deres by og deres naboer. Det skal ikke ligne andre tv-kanaler, for ligesom Fredericia er sin egen, skal også Fredericias lokale tv være det.

Det her kan du glæde dig til at se

Hver lørdag kan du glæde dig til at se lokale nyhedsudsendelser og kulturprogrammer. Holdet bag DanmarkC TV er i gang med at producere nyhedsindslag, dokumentarprogrammer og i studiet lægges sidste hånd på et nyt program med navnet ”Grønaa By Night”. Sidstnævnte er et studieprogram, hvor en ny fredericianer er i studiet hver uge, til en snak om hvad der røre sig – og programmet byder endda også på lokalmusik.

Her ses et billede fra optagelserne til det nye program “Grønaa By Night”

Lokale nyheder

Fredericianerne kan se frem til velproducerede nyhedsindslag, hvor stationens 112 redaktion bringer et overblik over ugens brande og trafikulykker,  og nyhedsredaktionen sørger for gode indslag fra hvad der sker i byen.

Lokal sport

Som et af flere nye tiltag, kan du hver lørdag se lokal sport på DanmarkC TV. Vi bringer håndboldkampe fra FHK´s kvindehold og herre 2.hold og på sigt vil sportsredaktionen udvide til flere idræts og sportsgrene.

Sådan bliver programfladen

Fra 4. januar sender DanmarkC TV en tre timer lang udsendelse, der vil indeholde 30 minutters nyhedsudsendelse, 30 minutters studie og dokumentarprogrammer, 60 minutters sport og 60 minutters spændende optagelser fra arkivet.

Se DanmarkC TV når det passer dig

Du kan se DanmarkC TV hver lørdag når det passer dig. 

Programoversigt

00.00 – 00.30 Nyhederne

00.30 – 00.45 Grønaa By Night

00.45 – 01.00 Dokumentarudsendelse

01.00 – 02.00 Lokal Sport

02.00 – 03.00 Spændende udsendelser fra arkivet 

Programoversigten starter forfra i nedenstående tidsrum.

03.00 – 06.00 Udsendelse

06.00 – 09.00 Udsendelse

09.00 – 12.00 Udsendelse

12.00 – 15.00 Udsendelse

15.00 – 17.00 Udsendelse

17.00 – 21.30 (Sendepause)

21.30 – 23.59 Udsendelse

Med muligheden for at se DanmarkC TV lige når det passer dig, kan du glæde dig til en masse velproduceret tv fra Fredericia.

Sådan ser du DanmarkC TV

DanmarkC TV’s udsendelser vil efter nytår kunne ses på Kanal SYD hver lørdag fra midnat til klokken 17.00 samt fra 21.30 – 23.59 – både via kabel-tv og via æterbåret signal.