FREDERICIA

De nominerede er….

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Dommerkomitéen har nomineret tre unge fra Fredericia til Arlette Andersens frihedspris 

Tre unge fra Fredericia er blevet nomineret til Arlette Andersens frihedspris. De nominerede er Sarah Jerg, Amalie Tang Christensen og alle 1. g og 1. hf elever, der har haft billedkunst i år på c-niveau. 

”Jeg er imponeret og dybt taknemmelig for, at så mange unge mennesker i Fredericia igen i år har taget sig tid til at reflektere over begrebet frihed og sendt deres ansøgning til os. Det glæder mig især, fordi vores frihed i øjeblikket er sat under pres på grund af corona-krisen”, siger Ole Steen Hansen, formand for 4. maj-komitéen. 

Der blev indsendt 33 bidrag fra unge mellem 14 til 21 år, som indeholder både skriftlige bidrag, maleri og en enkelt rap. 

På grund af corona-krisen får de unge i år ikke overrakt priserne på rådhuset den 4. maj, som der er tradition for. I stedet vil de tre vindere af prisen blive afsløret i den udsendelse om 4. maj-markeringen, som Fredericia Kommune er i gang med at optage, og som bliver sendt på kommunens hjemmeside og facebook-side mandag den 4. maj kl. 19.00. 

Arlette Andersen, der er en af de ganske få nulevende KZ-fanger, får overrakt sit ridderkors den 4. maj, og det vil man også kunne se i udsendelsen om aftenen den 4. maj. 

Det er fjerde gang, at friheden hyldes i Fredericia med en særlig frihedspris, som Danske Bank, Fredericia Kommune, Fredericia Gymnasium og Fredericia Dagblad står bag. Den bliver delt i tre portioner: Vinderen får 10.000 kroner, nr. 2 får 5000 kroner og den tredje 3000 kroner. 

Dommerkomiteen består af: Provst Børge Munk Povlsen, rektor Poul Erik Madsen, formand for Demokrati- og Borgerudvalget Christian Jørgensen (V), formand for kulturudvalget Susanne Bjerregaard Mørck (S), bankdirektør Mette Bernsten Høyer, chefredaktør Mette Salling Eriksen og formand for 4. maj komiteen, Ole Steen Hansen. 

Udsendelsen kan ses på www.fredericia.dk og på https://www.facebook.com/fredericiakommune/