SAMFUND

Demensrejsehold på vej

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Enheden hos Sundhedsstyrelsen for Ældre og Demens søger konsulenter, til et Demensrejsehold, der skal levere en målrettet og praksisnær opkvalificering af medarbejdere på en række af landets plejecentre.

Demensrejseholdet arbejder i et team bestående af 2-3 konsulenter, der på plejecentre i udvalgte kommuner, skal facilitere læring, om bl.a. forebyggelse af magtanvendelse, pårørende samarbejde og andre vidensområder inden for pleje og omsorg på demensområdet.

Demensrejseholdet etablerer som en del af deres aktiviteter læringsaktiviteter, netværk og uddanner særlige nøglepersoner på hver enkelt arbejdsplads, der skal forankre og fastholde viden på plejecentret. Demensrejseholdet skal kunne agere i udfordrende og komplekse praksisfelter, hvor fokus er på muligheder frem for begrænsninger.

Der vil arbejdes ud fra en pædagogisk tilgang, som tager afsæt i teorierne om Aktionslæring. Den eksisterende viden vil komme i spil i processen, samtidigt med at demensrejseholdskonsulenten tilfører viden hvor der er behov. Skabelsen af ny viden foregår i en interaktion mellem nøglepersonernes egne fortællinger samt refleksioner imellem læringsgruppens deltagere og konsulenten.

Baggrund: Regeringen og satspuljepartierne har som led i satspuljeaftalen på demensområdet 2015-2018 afsat i alt kr. 20 mio. til satspuljen om ”Uddannelse af nøglepersoner gennem Demensrejsehold”. I flere år har Den Nationale Videns – og Specialrådgivningsorganisation på det sociale område (VISO) oplevet et stort antal henvendelser fra plejecentrene vedrørende beboere med demens.

Sagerne skyldes ofte, at der er sket en stigning i antallet af demensramte med meget komplekse behov, og at plejecentrene mangler viden om, hvordan de skal håndtere dem. Uddannelse er en væsentlig del af svaret på plejecentrenes udfordring med en stigning i antallet af demensramte med komplekse behov. Sundhedsstyrelsen etablerer derfor et Demensrejsehold bestående af en række faglige kompetence personer på området, som gennem praksisnær læring skal uddanne ca. 6-10 demensnøglepersoner på hvert plejecenter.

Deltagerne opnår kompetencer til at yde pleje af beboere med demens baseret på aktuel bedste viden. 2 Demensnøglepersonerne får endvidere kompetencer til at indgå i sparring med deres kolleger, hvormed den samlede indsats på det enkelte plejecenter kvalificeres. Demensrejseholdene vil fokusere på refleksion og læring i praksis og tage udgangspunkt i forholdene på de enkelte plejecentre. Indsatsen vil endvidere inddrage elementer fra Beboerkonferencen, som er den centrale aktivitet i metoden til forebyggelse af udadreagerende adfærd hos personer med demens i plejeboliger.

Der foregår p.t. en udvælgelse af de 20 første deltagende plejecentre fordelt på ca. 5-7 indsatskommuner. De kommuner, som bliver udvalgt i denne ansøgningsrunde, vil indgå i projektets 3 første opstartsrunder i løbet af 2016. De konsulenter, der udpeges til at indgå i Demensrejseholdet i denne tilbudsindhentning vil have til opgave at tage sig af den første opstartsrunde i perioden febuar-juli 2016, med evt. mulighed for forlængelse. I slutningen af 2016 ansøges der igen om 20 deltagende plejecentre fordelt på ca. 5-7 indsatskommuner, som vil kunne forvente opstart fra primo 2017 til primo 2018. De samlede læringsaktiviteter foregår i perioden 1. kvartal 2016 til 3. kvartal 2018. Tidsforbrug Konsulenterne vil i perioden februar 2016- juli 2016 (excl. ferieperioder på de deltagende plejecentre) kunne påregne et gennemsnitligt ugentligt tidsforbrug på 15 timer i 17-19 uger.

Konsulenterne honoreres på basis af leverede timer i Demensrejseholdet. Rammerne for Demensrejseholdets kompetenceudviklingsforløb færdigudvikles og kvalificeres i samarbejde med projektets ekspertgruppe i februar 2016 inden den kommunerettede indsats iværksættes fra marts måned 2016. Krav til kompetencer hos konsulenter Demensrejseholdet skal tilrettelægge arbejdet og gennemføre procesarbejdet arbejde ud fra en praksisnær tilgang til læring og personcentrerede omsorgsprincipper. Der arbejdes ud fra en hypotese om at Aktionslæring er den bedste metode til at give den enkelte medarbejder ny viden, som skal resultere i bedre livsbetingelser for borger med demens. Vi forventer at konsulenter, der søger om at indgå i Demensrejseholdet har:

– indgående indsigt i og erfaring med demensområdet, herunder indgående kundskaber om aldersbetingede hjerneskader og viden om demens, og de kulturer som knytter sig dertil

– stærke procesfaciliteringskompetencer og erfaring med at arbejde strategisk og målrettet med forandringsprocesser i praksis

– kendskab til aktionslæring og en praksisnær tilgang til læring

– viden om og erfaringer med personcentrerede omsorgsprincipper

– viden om og erfaringer med pædagogiske metoder og processer

– personlig gennemslagskraft, og kan tage lederskab

– et godt kendskab til ældreområdets organisering og problematikker

– solide kommunikative og formidlingsmæssige kompetencer

– viden om og erfaring med anvendelse af socialfaglige og socialpædagogiske metoder og strategier

– interesse i og baggrund for at indgå i et team der varetager al opgaveløsning i.f.m. gennemførelse af Demensrejseholdets aktiviteter.

De konsulenter, som udgør Demensrejseholdene, vil skulle arbejde tæt sammen med både Sundhedsstyrelsen og de deltagende kommuner. Procedure for indgåelse af aftale Vi ser frem til at modtage dit tilbud på opgaven, der skal indeholde en interessetilkendegivelse med en beskrivelse af din motivation for at blive konsulent i Demensrejseholdet samt relevante kompetencer og erfaringer. Tilbuddet indsendes på mailadressen demensrh@SST.dk og skal være Sundhedsstyrelsen i hænde senest den tirsdag den 15. december 2015 kl.12.00.

Efter fristen for indsendelse vil Sundhedsstyrelsen afholde møder med og derefter indgå kontrakt med de konsulenter, der bedst matcher kravene til kompetencer. Der forventes indgået kontrakter primo januar 2017.