FREDERICIA

Den ultimative outdoor oplevelse til vands, lands og i luften

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Snup en klatretur i Funky Monkey Park i Kolding, bliv udfordret på Lillebælt, hvor GoSail inviterer ombord i flådens 10 toptunede machracebåde – og mærk suset 60 meter oppe i toppen af Den Gamle Lillebæltsbro

Lørdag den 30. juni får du mulighed for at få en helt unik oplevelse i Trekantområdet, når der inviteres til i alt 7 timers udfordrende oplevelser i det fri.

I Kolding bydes der på et par timers udfordring i trætoppene – fra 3 og op til 20 meters højde – i det skønne Hylkedal, hvor I også kan lade jer udfordre på Jyllands længste svævebane. I Middelfart kan I komme både til vands og op i højden. GoSail stiller med dygtige instruktører – alle tidligere eller nuværende elitesejlere – og hurtige matchracebåde. Her lærer I at sejle og dyste på færdigheder. Og lærer også, at god kommunikation om bord er nøglen til succes. Sidste ’udfordring’ er Bridgewalking Lillebælt, hvor I kommer 60 meter op over Lillebælt. Herfra kan I nyde den skønneste udsigt helt til Skamlingsbanken (på en klar dag) og oftest ’krydret’ med marsvinens leg i deres rette element. Du kan kun opleve Bridgewalking 4 steder i verden – et af stederne er her ved Lillebælt.

Der bliver kun udbudt 90 billetter til denne ultimative oplevelsesdag. Arrangementet er fra klokken 10.00 til 17.00 og du vil i løbet af dagen nå rundt til alle tre oplevelser. Man cirkulerer i hold rundt til de 3 forskellige attraktioner.

Samarbejdet skal vise Trekantområdet frem og give unikke oplevelser

Destination Lillebælt, der er et turismeudviklingssamarbejde mellem kommunerne Fredericia, Kolding og Middelfart, bakker stærkt op om de 3 attraktioners samarbejde, ”Det er en fantastisk måde at vise Trekantområdet frem på for borgere og turister. Jeg ser frem til resultatet af dette samarbejde og håber på flere af disse ’produktpakker’ til forbrugerne”, udtaler Anders Franz Johansen, Destination Lillebælt.

Søren Laugesen, CEO og Partner i GoSail, ser også store muligheder i samarbejdet med Bridgewalking Lillebælt og Funky Monkey Park og siger ”Sammen har vi her mulighed for at give den perfekte udfordring til manden/kvinden og vennerne, hvor kommunikation, samvær og samarbejde udfordres på den gode måde”.

Fra Funky Monkey Park i Kolding, er Søren Madsen, direktør, overbevist om, at den fælles oplevelsespakke ”må være alles drømmescenarie til en aktiv lørdag med vennerne”.

Lone Skjoldaa, chef for Bridgewalking Lillebælt, er begejstret for samarbejdet og støtter op med denne kommentar: ”Det er meget in at være aktive sammen i øjeblikket. Samarbejdet med de to andre attraktioner er spændende og nytænkende og giver virkelig mulighed for, at vores gæster kan få en helt særlig oplevelse den 30. juni”.

Det er første gang, at de tre attraktioner er gået sammen om at tilbyde en fælles ’oplevelsespakke’, der ud over de udforende oplevelser også byder på en let frokost og en sodavand. Der udbydes kun 90 billetter – efter først til mølle princippet – til samlet en pris på 649,00 kr. Billetterne købes her: https://oplevelsesdag.nemtilmeld.dk/. I vælger startsted, når I køber billetter og sørger selv for transport mellem de 3 attraktioner.