Læserdebat

LÆSERDEBAT : Det lokale demokrati skal have et kvalitetstjek

Af Kirsten Hassing Nielsen, byrådskandidat Det Konservative Folkeparti, KV21

Den seneste tid med de mange velmenende og berettigede reaktioner fra borgere i sagen om Fredericia Teater har givet mig anledning til at overveje, om det lokale demokrati efterhånden trænger til et lille løft, eller et kvalitetstjek om man vil. 

Når man er folkevalgt til byrådet, vil det for mig være naturligt, at man først og fremmest sætter sig ind i det ansvar og de forpligtelser, der følger med. Man er folkevalgt. Man får honorar. Man skal viseborgerne tillid. Man skal vise ansvarlighed. Man skal påtage sig sine pligter (ellers er det pligtforsømmelse, der i værste fald kan medføre strafansvar efter kommunestyrelsesloven). Man skal medvirke til at skabe stolthed over byen. Man skal kort sagt agere som et professionelt bestyrelsesmedlem. 

En sag har altid to sider. Det har sagen om Fredericia Teater også. Eftersom der nu er indledt en sag mod den tidligere teaterchef, så er den ene side af sagen overladt til juristerne, så der må vi bare afvente sagens gang. 

Men der mangler to vigtige ting. 

Den ene ting er ansvaret på den politiske side. Det politiske ansvar, hvor det for mig at se indtil videre ikke indfrier det krav man som borger må forvente til et professionelt bestyrelsesmedlem. Det tenderer derimod til pligtforsømmelse. Men det vil naturligt kræve en mere tilbundsgående undersøgelse. 

Den anden ting er den overordnede debat om kvaliteten af det lokale demokrati. Vi skylder både borgerne og demokratiet, at det udføres på et højt professionelt niveau, hvor ordentlighed og etik er en selvfølge. 

I stedet for at jagte etablering af et nyt teater, hvor de mange gode initiativer selvfølgelig skal anerkendes, kunne man også vælge en anden strategi fremfor et ensidigt og unuanceret mål som bare handler om at komme videre og få skylden placeret ét sted. 

En strategi kunne være at få den politiske sag lukket med ordentlighed og gennemsigtighed og vise, at man er sit professionelle virke værd. Det kræver kun én ting; at man tør være sit ansvar bevidst og sætte en undersøgelse i gang om eget ansvar. Risikovilligheden skal selvfølgelig være høj, men hvad nu hvis det betaler sig på længere sigt, og man belønnes med tillid og respekt. Og som politisk valgt skylder man vel også sig selv at overveje, hvorfor man i grunden blev politiker. 

Når jeg stiller op som kandidat, så er det fordi, jeg har noget på hjerte, og som jeg gerne vil sætte på dagsordenen og kæmpe for. Udover de konkrete temaer, hvor kulturområdet er et af dem, vil jeg gerne sætte et andet vigtigt emne på dagsordenen; nemlig ordentlighed og ansvarlighed i det lokale demokrati. Et kvalitetstjek og en debat om emnet vil være den indledende manøvre. Og så kan vi jo passende starte med at spørge hinanden, hvad vi hver især forstår ved ansvarlighed og ordentlighed. Og jeg inviterer gerne til gode eksempler, som vi alle kan debattere ud fra.

Rammer for deltagelse i debat:
På DanmarkC TVs sociale medier, ønsker vi borgeren mulighed for en fri og saglig debat. For at sikre en god debat, modererer vi indholdet for at holde en sober tone. Dette praktisere vi, ved at fjerne kommentarer, der efter vurdering er nedladende, chikanerende eller indeholder hadefuld retorik. Hvis disse etiske rammer overtrædes, kan man risikere at blive udelukket fra debatten. Vi oplever at mange benytter den åbne mulighed for at komme til orde - hvis vi overser en kommentar, som du mener overskrider vores rammer for etik, så send os et tip. Hvis du er blevet udelukket fra debatten, for en overskridelse af vores retningslinjer, - og er du uenig heri? Så kan du kontakte Vores redaktion på tv@danmarkc.tv