Home FREDERICIA Drik rigeligt med vand

Drik rigeligt med vand

Drik rigeligt med vand
0


Opfordring fra livredderne: Drik rigeligt med vand og husk solcreme og skygge i varmen

DMI varsler op til 32 grader i hele landet i den kommende weekend. Det får TrygFonden Kystlivredning til at komme med en opfordring til badegæsterne om at huske solcremen samt at spise og drikke rigeligt med vand, når man opholder sig på stranden en hel dag. Mangler man energi, kan det nemlig skabe farlige situationer på stranden og i vandet.

Skal man på stranden i weekenden, hvor varmen for alvor rammer Danmark, er det vigtigt at huske godt med drikkevare for at undgå dehydrering, lyder det fra Lasse Serup Jensby, der er driftsleder i TrygFonden Kystlivredning:

– Når du opholder dig i solen i mange timer, er det vigtigt at få nok væske. Tag derfor godt med vand med i strandtasken – og supplér gerne med saft, juice eller sodavand. Når det er varmt, mærker man måske ikke sulten, som man plejer, men kroppen har stadigvæk brug for energi. Derfor er det vigtigt at huske at spise, så man har kræfter til at gå i vandet og have det sjovt. Gør som livredderne på stranden og lav en god madpakke med frugt, en sandwich og rigeligt med vand, siger Lasse Serup Jensby.

Er man dehydreret og mangler energi, kan det være farligt at gå i vandet, og livredderne oplever fra tid til anden på de meget varme dage, at badegæster har brug for hjælp, fordi de er afkræftede. Når solen bager, er det også en god idé at tage en pause fra den og søge skygge.

– Særligt mellem kl. 12 og 15, hvor solen står højest på himlen, skal man passe på. Smør godt med solcreme på og tag en pause fra solen indimellem. Søg så vidt muligt skygge under en parasol, eller gå en tur op til ishuset, så du kan køle af og undgå solstik, siger Lasse Seerup Jensby. 

Spred jer på stranden, men bad mellem flagene

Livredderne er klar til et stort rykind på strandene i weekenden, og de beder strandgæsterne huske at sprede sig godt ud på hele stranden og holde afstand til hinanden. 

– Jeg er sikker på, at der er rigtig mange mennesker, der tager en strandtur i weekenden, så vi opfordrer alle til at holde afstand og passe godt på hinanden. Brug hele stranden, men bad mellem de rød-gule flag i strandkanten, hvor livredderne konstant holder øje med, hvad der sker, siger René Højer, programchef i TrygFonden. 

Gode råd til stranden:

  • Medbring rigeligt med mad og drikke
  • Husk solcreme
  • Søg skygge indimellem
  • Hold god afstand til andre
  • Bad mellem livredderflagene

De 5 baderåd

  1. Lær at svømme
  2. Gå aldrig alene i vandet
  3. Læs vinden og vandet
  4. Lær stranden at kende
  5. Slip ikke børnene af syne