FREDERICIA

D/Troit i Det Bruunske

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

En eksplosion af svedig soul, funk og kærlighed

Lørdag d. 19. september er der koncert med det succesfulde københavnerband D/Troit.

Mange sko er blevet udtrådt, parforhold forlist, en endeløs række koncerter er blevet spillet og utallige vinyl skiver slidt tynde før drengene fra D/Troit kunne debutere med ep’en ”Do The Right Thing”. Og på denne leverer de deres skud på dansk soul anno 2015. Ikke noget man hører hver dag.

D/Troit opstår i 2013 hvor Toke, Klaus, Stefan, Mads og Jackie beslutter at de, trods deres noget blege kulør, vel nok kunne lave et soulband. De fem drenge har været venner i en del år efterhånden. Ja nogle endda siden de i teenageårene spillede punkrock og hang ud i Ungdomshuset på Jagtvej. De har drukket øl og det der var værre sammen. Grint og grædt i hinandens arme. Røverhistorierne er fortalt mere end én gang. Så hvorfor ikke forfølge den store drengedrøm sammen om at lave det hæsblæsende soul band.

Et par års hårdt slid i øvelokalet og studiet på Vesterbro, en tur til Austin (Texas) for at optage kor med et par utæmmelige sydstats tøser, er bandet D/Troit en realitet.

Inden debuten overhovedet er udkommet bliver den spillet på national radio og lyden af de blege danske soul drenge har efterfølgende også nået udlandet, hvor de har ramt både radioshows og blogs.

I juni udgav D/Troit så “Do the Right Thing”, og den blev velmodtaget af GAFFAs musikanmelder, der kvitterede med fire stjerner under overskriften: “Velgørende injektion af klassisk soul til sommeren.”

D/troit er en eksplosiv blanding af soul, funk og kærlighed som i særdeleshed har manglet i Danmark.

Just let your soul glow.

Billetter til koncerten, der starter kl. 21, kan købes på bruunskepakhus.billetten.dk, i Det Bruunske Pakhus samt Fredericia Turistbureau.