FREDERICIA

Elever får fagligt løft i 10. klasse

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Målrettet indsats hos 10’ende i Fredericia skaber gode resultater 

fa_logo310’ende i Fredericia skaber rigtig gode resultater for de unge, der tager et ekstra år i folkeskolen. Det viser tal fra årgangen 2014/15, hvor elevernes afgangskarakterer i dansk og matematik er blevet sammenlignet med deres afgangskarakterer fra 9. klasse.

”Når vi måler på de faglige kompetencer i fagene dansk og matematik, kan vi se, at de elever, vi modtog fra 9. klasserne i august 2014 har fået et markant fagligt løft”, fortæller afdelingsskoleleder Stig Holm.

Den største udvikling er sket i skriftlig matematik, hvor gennemsnittet for de 158 elever på årgangen steg fra 4,08, da de forlod 9. klasse til 5,90 ved afslutningen af 10. klasse i juni i år. Mundtlig matematik steg fra 5,07 til 5,27 og mundtlig dansk fra 5,95 til 6,43. Skriftlig dansk lå i 9. klasse på et snit på 5,51 og i 10. kl. på 5,26, men når man medregner niveauforskellen i de to afgangsprøver, er der stadig tale om, at elevernes faglighed er blevet styrket.

”10. klasse er et vigtigt skoleår for rigtig mange elever, fordi det kombinerer faglige udfordringer med en udvidet vejledning, som er med til at gøre de unge uddannelsesparate. Det glæder mig utrolig meget, at 10’ende i Fredericia formår at løfte den opgave, og at det også afspejler sig i de unges karakterer”, udtaler formand for Børne- og Uddannelsesudvalget Susanne Eilersen.

Afdelingsskoleleder Stig Holm mener, at de gode resultater blandt andet kan tilskrives, at alle eleverne får tilknyttet en kontaktlærer, som lytter til den unge og arbejder målrettet med de områder, som den unge selv peger på. Rigtig mange elever giver udtryk for, at de har brug for at få bedre styr på matematikken og vælger derfor ekstratimer i matematik, hvilket giver bonus.

”Vi tilbyder ekstra timer inden for stort set alle fag, men der er også elever, der udover et fagligt løft har brug for at få styrket deres sociale og personlige kompetencer for at blive klar til en ungdomsuddannelse. Derfor har vi også et stort fokus på trivsel på skolen”, fortæller Stig Holm.

Hvert år i september og april laver skolen elevtilfredshedsundersøgelser, og de giver et godt praj om elevernes trivsel og personlige udvikling. I målingerne giver eleverne udtryk for glæde ved at gå på 10’ende. De fortæller, at de bliver bedre til at udtrykke deres egne meninger, selvom andre i klassen ikke er enige. De bliver bedre både til individuelt arbejde og gruppearbejde, og de føler, at de bliver bedre til at spørge om hjælp fra læreren.

Fakta:

I skoleåret 2015-2016 går der 162 elever i 10’ende i Fredericia. 27 elever kommer fra Fyn. Der går 8 elever på EUD 10, som er en ny erhvervsrettet linje, der tilbydes i samarbejde med Middelfart Kommune og Ungdomsuddannelserne i Fredericia Kommune.  Derudover 10’ende tilbyder en idrætslinje, en international linje og en kreativ linje.