Politik

Enhedslisten Fredericia bakker op hvor andre taler ned

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

På søndag d. 16. september kommer den berygtede racist Rasmus Paludan til Fredericia. Her vil han være ubehagelig over for Korskærparken, muslimer og andre, han ikke er enige med.

I Enhedslisten Fredericia er vi stærkt kritiske over for racister som Rasmus Paludan. Han har meldt ud, at han ønsker et samfund med apartheid, hvor muslimer ikke må indlede samtale med danskere, ikke må handle samme steder som danskere, og hvor muslimer ikke må opholde sig på offentlige pladser.
Rasmus Paludan står for alt, hvad vi i Enhedslisten afskyr, og vi opfordrer alle til at bruge sin grundlovssikrede ret til at vise uenighed.

Hvor Rasmus Paludan vil tale ned, ønsker vi at bygge op igen. For at vende denne ubehagelige situation til noget andet, ønsker vi at konvertere Paludans racistiske besøg til noget positivt.

Vi vil derfor donere 5 kr. for hver ubehagelig, generaliserende eller racistisk ytring fra Rasmus Paludan til Venligboernes Café i Fredericia. Enhedslisten Fredericia sørger for et par stemmetællere.

”Jeg kender mange gode mennesker fra Korskærparken, og jeg ved, hvor kede af det, de bliver, når de hører folk som Rasmus Paludan svine dem til. I stedet for bare at råbe af ham, tænkte vi, at vi ville bruge hans eget våben imod ham. På den måde føler vi også, at hans besøg kan styrke dem, han skader. En slags plaster på såret” udtaler Enhedslisten Fredericias folketingskandidat Kirsten Cordtz og fortsætter.

”Venligboerne har gjort et kæmpe stykke arbejde for integrationen, og er et strålende bevis på, hvor stor en forskel man kan gøre, når man løfter i flok”.

Vi opfordrer samtidig alle partier i Fredericia til at melde ud, at de bakker op om dette initiativ med et beløb, man kan betale, så vi kan vise intolerante mennesker som Rasmus Paludan, at Fredericia i sandhed er ”Byen for alle!”