Home Læserdebat ENHEDSLISTEN: HVORNÅR BLIVER DET VIRKELIGHED?

ENHEDSLISTEN: HVORNÅR BLIVER DET VIRKELIGHED?

ENHEDSLISTEN: HVORNÅR BLIVER DET VIRKELIGHED?
0

LÆSERDEBAT: Hvor mange gange skal Enhedslisten have skrevet samme beslutning ind i et budgetforlig, før det bliver til virkelighed?

Det spørger vi os selv om i Enhedslisten Fredericia for tiden.

Enhedslisten har altid haft ry for at være borgernes vagthund – og det er vi med glæde. Men vi kunne ønske os, at vi kunne forvente, at en aftale er en aftale – og at vi kunne prioritere vores ressourcer på hvad vi skal kæmpe for fremadrettet her i byen – ikke på at tjekke op på, om det der er aftalt tilbage i tid overholdes.

Vi har gennem årene i byrådet været med i mange forlig – og det har altid været en afvejning om vi fik markant mere end vi skulle gå på kompromis med. Borgerne skal opleve markante forbedringer på langt størstedelen af områderne, hvis vi skal acceptere, at der også sniger sig mindre forringelser med ind i budgettet. Ellers er Enhedslisten ikke med. Det er nogle gange en svær afvejning. Derfor er det meget vigtigt for os, at det vi aftaler så også bliver til noget. Ellers har vi potentielt givet køb på noget – uden at få nok igen.

Gennem de snart 6 år vi har haft en plads i byrådet, har vi flere gange måtte konstatere, at det ikke er nok at få vedtaget vores ønsker. Selv om de bliver skrevet ind i budgetforliget sker der ikke altid så meget mere.

“Vi har i Enhedslisten oplevet, at vores forslag ikke udmøntes, udvandes eller udmøntes meget sent.
Eksempelvis gratis shuttlebusser i sommerferien (fra vores første budgetforlig) og 6 mio. til skolerne (det nyeste budgetforlig), hvoraf 4 mio. er blevet udmøntet (til flere pædagoger på mellemstrinnet), mens udmøntningen af de sidste 2 mio. er blevet skubbet flere gange, efter det blev besluttet, at de skulle bruges på fritidsområdet. Vi har selvfølgelig en forventning om, at disse midler udmøntes inden udgangen af 2019. Jeg rykker jævnligt for det – for der er brug for pengene derude”, fortæller byrådsmedlem Cecilie Roed Schultz.

Et konkret og håndgribeligt eksempel, på den proces vi nogle gang føler, at vores forslag skal igennem, før de (måske) bliver til noget:

  • I 2016 vedtog vi dette (fra budget 2017):
    “Der skal i 2017 arbejdes for et “Grønt Hus” i Madsby Parken. Et leg, lærings- og oplevelseshus, hvor naturvejledning, bæredygtighed og miljøansvarlig adfærd sættes i fokus. Huset skal understøtte yrådets vision og bæredygtighedsstrategien og bygge på formidlingserfaringerne fra “Det Grønne Rum”. Huset tænkes som et tværfagligt samarbejde mellem relevante forvaltninger (Børn & Unge, Kultur & Idræt, Miljø, Affald & Genbrug m.fl.) og eksterne aktører – f.eks. Fredericia Spildevand og områdets forsynings- og energiselskaber. Skolerne opfordres til at anvende huset til en opgradering inden for naturfagene.”
    Der blev ikke lavet noget grønt hus.
  • I 2017 vedtog vi dette (fra budget 2018):
    “Børne- og Skoleudvalget, Kultur- og Idrætsudvalget og Miljø- og Teknikudvalget har i foråret 2017 samarbejdet om at udvikle konceptet for et grønt hus i Madsbyområdet. Tilbage står at finde financieringen af projektet, som skal skaleres og etableres løbende over årene. Finansieringen foreslås ved en kombination af kommunalt driftstilskud, fonde og bidrag fra virksomheder, spildevands- og forsyningsselskaber. Forligspartierne afsætter 200.000 kr. til en målrettet indsats for at skaffe finansiering til projektet.”
    Der skete intet.
  • I 2018 vedtog vi dette (fra budget 2019):
    “Der står stadig 200.000 kr. der tidligere er afsat til arbejdet med at etablere et grønt hus. Budgetpartierne er enige om, at disse midler skal bruges i 2019 til at udarbejde et oplæg, der indeholder en plan for fundraising, samarbejdsstruktur med eksterne aktører, tidsplan og projektering. Midlerne til etablering og drift af huset skal findes via fælles projektmidler med eksterne aktører.”
    Der er intet sket.

“Det er rigtig ærgerligt, at vi nogle gange skal sidde med en fornemmelse af, at vores forslag ikke prioriteres lige så højt som andre partiers forslag. Nogle af vores medlemmer spørger mig, om det overhovedet giver mening at forhandle og indgå budgetforlig, når vi har haft forslag vi får vedtaget 3 gange – og stadig ikke oplever, at det bliver ført ud i livet. Heldigvis bliver langt de fleste penge, som Enhedslisten forhandler hjem til velfærd, miljø osv., hurtigt udmøntet. Men det er dybt bekymrende, at vi når der til, hvor vores medlemmer og borgerne i Fredericia mister troen på de politiske aftaler det indgås. Det er et alvorligt demokratisk problem!” udtaler byrådsmedlem Cecilie Roed Schultz.

I Enhedslisten Fredericia mener vi ikke, at det kan være rigtigt, at vi skal tjekke op på, om budgetforligene implementeres som vedtaget. Det bør være en selvfølge. Opstår der udfordringer i forbindelse med implementeringen, må man forvente, at forvaltningen orienterer om dette og fremlægger alternativer.

I de kommende forhandlinger, vil Enhedslisten tage op med borgmesteren, hvordan vi kan sikre os, at det vi skriver under på også rent faktisk er det der sker.