FREDERICIA

Få syet dit gamle tøj om til bæredygtige indkøbsnet 

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Kig forbi Det Grønne Rum og få syet et stykke tøj om til et bæredygtigt indkøbsnet.

I uge 37 indtager elever fra Den Forberedende Grunduddannelse (FGU) Trekanten Det Grønne Rum og laver det om til et kreativt sy-værksted. Her kan du komme ned med et rent stykke tøj eller andet rent stof, og så vil eleverne sy det om til indkøbsnet. Målet med samarbejdet er blandt andet at give tøj, du ikke længere bruger, nyt liv. På den måde kan du være med til at mindske plastikken i hverdagen.

Eleverne laver max 1 indkøbsnet pr. kunde, og der kan være ventetid. Du vil få at vide, hvornår nettet er færdig, når du bestiller. Hvis du ikke selv har et stykke stof med, er det også muligt at købe et færdigt indkøbsnet. Prisen for færdigsyede net er 20 kr. pr. stk.

”Jeg er rigtig glad for samarbejdet med Det Grønne Rum, da eleverne får mulighed for at opleve, opdage og danne sig indtryk af designfaget i praksis samtidig med, at de får en fornemmelse af, hvor meget der rent faktisk er muligt, når vi stiller op i Det Grønne Rum og tilbyder kunder at få syet et net på stedet, af vidt forskellige typer materialer. Det kræver jo en del af eleverne. De skal både servicere kunder, men også arbejde med en kreativ proces, hvor de i samråd med kunden kommer fra idé til produkt. Jeg håber, vi får en sjov uge med en masse gode oplevelser, der kan motivere eleverne og styrke fællesskabet, så de måske endda får lyst til og mod på at lære endnu mere om designfaget”, fortæller Dorte Mikkelsen, faglærer i design på FGU.

Samtidig med, at Det Grønne Rum fungerer som drop in for de interesserede, vil eleverne tirsdag kl. 9.30-12.00 få besøg af børn fra Børnehuset Valhalla, der skal have syet og dekoreret deres egne personlige gymnastikposer. Der kan her forventes ventetid.

Fakta

FGU Trekanten, der tidligere er kendt som produktionsskolen, startede 1. august 2019 og har en målsætning om attilbyde et samlet uddannelsestilbud efter grundskolen, der sigter på at gøre ikke-uddannelsesparate unge i alderen 15 til 25 år, klar til en erhvervsuddannelse, gymnasial uddannelse, eller anden beskæftigelse. FGU Trekanten dækker over et samarbejde imellem Vejle, Grindsted, Fredericia og Middelfart, men udbydes i hele landet.

Hvornår

Hvis du gerne vil have syet dit eget personlige indkøbsnet, er du velkommen til at kigge forbi Det Grønne Rum i uge 37 fra mandag til torsdag mellem kl. 10.00 og 14.00. Vær opmærksom på, at du torsdag kun kan lave en bestilling på et indkøbsnet, der kan afhentes i Det Grønne Rum fra torsdag i uge 38.