FREDERICIA

Fæstningsbyen fortsætter flot forvandling

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Fredericia får i disse år et arkitektonisk løft indenfor voldene og med yderligere 15. mio. kroner til Bevaringsfonden fortsætter den flotte forvandling

På årets sidste møde i Bevaringsfonden for Fæstningsbyen Fredericia den 6. december 2016 gjorde bestyrelsen status på årets tilsagn og projekter.

Siden Fredericia tilbage i december 2012 modtog en donation på 50 mio. kroner af A. P. Møller Fonden til facaderenoveringer i bymidten, har byen oplevet et sandt ”bevaringsboom”, som også fortsatte i 2016. I alt har 92 projekter fået tilskud fra Bevaringsfonden, hvoraf 51 står færdige og pryder gadebilledet.

  1. mio. kroner mere til bevaring

I juni 2016 donerede A. P. Møller Fonden yderligere 50 mio. kroner til Fredericia. Heraf går 35. mio. kroner til byens helt store vartegn volden, som ved årets udgang ligger på tegnebrættet hos fem udvalgte arkitektteams. I det nye år skal de give deres bud på, hvordan oplevelsen af både volden og fæstningsbyen som helhed kan styrkes. Her bidrager byens arkitektur og historie til den samlede oplevelse. 15. mio. kroner går derfor til at fortsætte arbejdet i Bevaringsfonden.

”Vi oplever stadig en stor interesse for at renovere med respekt for den oprindelige arkitektur, så vi er selvfølgelig meget glade for, at flere nu har muligheden for at søge om tilskud i Bevaringsfonden til at føre deres projekter ud i livet. Byen bliver både smukkere, og så får den et væsentligt kvalitetsløft”, siger borgmester Jacob Bjerregaard, som er næstformand i Bevaringsfondens bestyrelse.

De mange stilladser i bymidten taler deres tydelige sprog. Ved udgangen af 2016 er 22 byggeprojekter i gang, og i løbet af foråret 2017 forventes yderligere 19 projekter at starte op.

 

spindlerhus_jyllandsgadeArkitektonisk løft i centrum

Særligt byens centrum fik i 2016 en overhaling med pensel, puds og stuk. Spindlerhus på hjørnet af Jyllandsgade og Prinsessegade har bl.a. fået nyt skifertag, nye zinktage på spir og kviste, reetableret vejrhane og dekorationer og repareret murværket. Bygningen har fået sin oprindelige gule farve tilbage, som blev opdaget under renoveringen. Spindlerhus er opkaldt efter familien Spindler, som har en lang og stolt tradition inden for glarmesterfaget. De gamle værksteder kan stadig opleves i baggården.

Overfor Spindlerhus i Jyllandsgade ligger en anden bygning, som efter en omfattende renovering både indvendig og udvendig også stod færdig i 2016. Bevaringsfonden har givet tilskud til hele den udvendige del af renoveringen, hvor en stukkatør har lavet et flot arbejde på facaden. Stueetagen, som i dag er indrettet til Café Vivaldi, er blevet reetableret med murede piller og dekorationer af kvaderpuds.

 

Nyt bestyrelsesmedlem

I 2016 måtte Bevaringsfondens bestyrelse også tage afsked med afdøde Jean Freddy Brahe, der som By- og Planudvalgsformand sad med i bestyrelsen. Den nye formand for udvalget Steen Wrist Ørts er tiltrådt i hans sted.


Få støtte fra Bevaringsfonden

Alt tyder på, at ”bevaringsboomet” inden for voldene fortsætter i 2017. Alle ansøgere tilbydes en forhåndsdialog, inden ansøgningsmaterialet færdiggøres og sendes ind til behandling i Bevaringsfonden. Det har allerede 10 potentielle ansøgere valgt at benytte sig af inden næste ansøgningsrunde, der har frist den 6. februar 2017.

Der er stadig god mulighed for at søge om tilskud fra Bevaringsfonden. Cirka 2/3 af gaven fra A.P. Møller Fonden er brugt til at bevare og forskønne bymidten.

Fakta: 

A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal har doneret 65 mio. kr. til renovering af bygningsfacader inden for voldene i Fredericia. Fredericia Kommune administrerer fondsmidlerne og har nedsat en særlig fond ’Bevaringsfonden for Fæstningsbyen Fredericia’.

Bevaringsfondens formål er bl.a. at styrke og bevare det arkitektoniske helhedsindtryk i gadebilledet og grave Fredericias kulturhistorie frem i lyset.