FREDERICIA

FC FREDERICIA : AFTALER PÅ PLADS MED EGNE TALENTER

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

FC Fredericia har tilknyttet tre unge spillere fra klubbens talentfulde ungdomsafdeling til førsteholdstruppen.

FC Fredericia har lavet aftaler med Anders Qvick, Sebastian Billund og Johan Knudsen, og de tre unge U19-spillere skal prøve kræfter med livet i førsteholdstruppen. Assistenttræner Morten Dahm Kjærgaard glæder sig over, at tre af spillere, han selv har fulgt og set udvikle sig flot de seneste år, nu skal tage springet og gøre sig gældende på højeste niveau.

– De har alle tre nogle fine individuelle færdigheder, som de nu skal hive et niveau op og vise, at de kan tage skridtet. Anders og Sebastian har trænet med det sidste års tid, hvor de har spillet mange reserveholdskampe, og dermed også fået udviklet deres taktiske kompetencer til at spille voksenfodbold, fortæller Morten Dahm Kjærgaard, der også kender målmand Johan Knudsen rigtigt godt.
– Johan skal ind og være tredjemålmand og suge til sig. Han har været med i vores morgentræninger, siden han gik i syvende klasse. Han er dygtig og en meget spændende målmand, som det seneste år har flyttet sig eksplosivt. Både teknisk og mentalt. Han har trænet lidt med i foråret og fået ros for det. Jeg glæder mig til at følge dem alle tre på tætteste hold.

At FC Fredericia henter tre af klubbens egne talenter op i førsteholdstruppen er et skulderklap til talentudviklingen.

-Det har en enorm stor betydning for de unge spillere, der hver dag bruger mange timer på træningsanlæggene, at de kan se vejen til eliten rent faktisk er der. Det er også et cadeux til de trænere og ledere, der hver dag arbejder med de unges individuelle udvikling, at der er klækket endnu tre spillere, der skal prøve kræfter med førsteholdet.

De tre unge spillere møder ind sammen med resten af truppen den 1. juli.

(Kilde : FcFredericia.dk)