FREDERICIA

Fem spændende fortolkninger af D-A-D

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

NicklasEjby_6932Fem spændende fortolkninger af D-A-D´s sange serveres live i Fredericia i dag

Hvordan lyder D-A-D´s sang Monster Philosophy, når den bliver fremført af et stort kor eller det sjældent spillede nummer I´m A Little Cloud udsat for en akustisk guitar og en mandling sangstemme. Det kan du høre, hvis du i eftermiddag, fredag den 29. maj, tager opstilling ved den store musikscene på Rådhuspladsen i Fredericia.

I forbindelse med det årlige Sommerrock-arrangement i byen, afvikles der en speciel cover-konkurrence i samarbejde med D-A-D. Det er den første af to semifinaler, hvor det gælder om at finde frem til de allerbedste musikalske fortolkninger af D-A-D´s sange.

14 deltagere fra hele landet og tilmed fra Norge og Sverige har meldt sig til konkurrencen. Den bedste D-A-D-fortolkning kommer på scenen i forbindelse med D-A-D´s optræden den 22. august ved årets Madsby Rock i Fredericia.

Lokale Nicklas og stort kor

På fredag den 29. maj på Rådhuspladsen er der fem deltagere, der dyster om tre ”billetter” til finalen. Den lokale sanger og musiker, Nicklas Ejby, har lavet sin egen fortolkning af et af de sjældnere D-A-D-numre, I´m A Little Cloud. Nicklas Ejby lever i dag blandt andet af at spille musik og optræde med covernumre men skriver samtidig på egne sange, som han håber på at kunne udgive en dag. Nicklas Ejby glæder sig til koncerten, dels til at optræde med sin D-A-D-sang men også til at høre de andre D-A-D-fortolkninger i konkurrencen.

 

Det er netop den kreative fortolkning af D-A-D´s sange, der giver plus på dommernes pointgivning – hvordan det er muligt at give sangene et andet udtryk. Og netop den opgave har Dansk Performancekor fra Kolding taget op. På scenen i Fredericia i morgen eftermiddag vil de give deres bud på nummeret Monster Philosophy

 

Et anderledes arrangement

Dansk Performancekor blev startet i 2010, i første omgang med det mål at omskabe Pink Floyds The Wall til et korværk, hvor alle numre blev omdannet til vore helt egne versioner.

– Vi har valgt at lave en fortolkning af Monster Philosophy, fordi nummeret rummer nogle mørke sider og samtidig er en god udfordring, fortæller Lars von Magius, som slår fast, at koret har lavet et arrangement, der tager nummeret et helt andet sted hen end D-A-D’s originalversion.

Fra Århus deltager Stream City High med Bad Craziness, Josephine Nordahl og Anders Hoffmann fra Båring Musikefterskole optræder med deres version af It´s After Dark, og fra Sjælland bidrager bandet RustRock med sangen Sleeping My Day Away.

Det er fire dommere, de skal afgøre, hvilke tre deltagere, der skal gå videre i finalen – det er de to musikere Jes Kerstein og Claus Johansen, souschef og underviser på Den Kreative Skole i Fredericia, Lone Godskesen samt Lene Bach Hartmann, kulturkonsulent i Fredericia Kommune og netop ansat som ny lokal eventkoordinator i Fredericia Shopping.