FREDERICIA

Festuge i Fredericia: Flyt dig!

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Programmet er klar, og igen i år kommer festugen til at fylde byen med oplevelser for hele familien

Temaet for Trekantområdets Festuge er i år ”Flyt dig”, og der vil være masser af kulturoplevelser i alle syv kommuner i samarbejdet i løbet af festugen. Der er teater, musik, litteratur, kunst og meget mere – og som sædvanlig fylder arrangementerne i Fredericia godt i programmet.

I Fredericia kulminerer festugen med Kulturnatten fredag den 30. august. Kulturnatten er Fredericias store kulturelle byfest med masser af ”Flyt dig”-oplevelser for både store og små.

”Flyt dig” er tema for både festugen og Kulturnatten i Fredericia, og det tager udgangspunkt i vores syn på verden og vores villighed til at flytte vores fokus – men også at flytte os fysisk. Jeg glæder mig rigtig meget til at skulle rundt i hele trekantområdet og få en god kulturoplevelse – ikke mindst her i Fredericia, hvor der er rigtig mange spændende ting på programmet”, siger Lars Ejby, formand for Kultur og Idrætsudvalget.

Gadeteater i hele byen

Igen i år vil gader og pladser i hele trekantområdet danne ramme om festlige, underholdende og tankevækkende forestillinger fra hele Europa. Det er gadeteater af højeste kvalitet for store og små, og der er fri entré til det hele. I Fredericia foregår det i den første weekend i festugen, og der er forestillinger på Rådhuspladsen, i Madsby Legepark, i Danmarksgade og i Kanalbyen/Gl. Havn – ikke mindre end 10 forestillinger på tre dage.

Art Zone i Kanalbyen

I Trekantområdets Festuge er der i hver af de syv kommuner udpeget en Art Zone, der er et særligt område, som i løbet af ugen vil danne ramme om en række meget forskellige kunstprojekter. I Fredericia er Kanalbyen i år udpeget til Art Zone. Kunstnerkollektivet Vontrapp har skabt en stor kunstinstallation, som breder sig ud i hele Kanalbyen og inviterer festugens gæster til at bevæge sig rundt i Kanalbyens store nøgne område, hvor en rute af lysmaster snor sig rundt. Havet er trukket på land og transformerer masterne til en kunstinstallation.

Jazz i trekanten

Jazz i Trekanten præsenterer igen i år over hundrede jazzkoncerter i hele trekantområdet i løbet af festugen. I Fredericia er der koncerter hele ugen. Du kan bl.a. høre jazz i Tøjhuset, Kanalbyen og på Rådhuspladsen på Kulturnatten.

Flytteratur

I år kan du opleve litteraturoplevelser, der flytter dig – nogle af dem helt bogstaveligt. Du kan opleve, at musik og litteratur fusioneres, spise en bog og hoppe om bord i en rullende bogcafé. Det er Fredericia Bibliotek, der står bag flytteratur-arrangementerne, som flytter dig bogstaveligt og sanseligt.

Kortfilm Off Road

I år får festugen i Fredericia besøg af en mobil kortfilm-biograf. Det er OFF – Odense Internationale Kortfilmfestival, der kommer med en ombygget campingvogn, som er forvandlet til en toptjekket, rullende biograf, der giver en helt unik oplevelse af at træde ind i en anden verden. I OFF-Roaderen kan du opleve kortfilm, der begejstrer og behager, beruser og besnærer, berører, benover og bevæger.

Kulturnat i Fredericia

Kulturfesten i hele trekantområdet løber af stablen i uge 35. Festugen starter den 23. august og præsenterer et væld af oplevelser og aktiviteter frem til den 1. september. I Fredericia kulminerer festugen med Kulturnatten fredag den 30. august. Kulturnatten er Fredericias store kulturelle byfest med oplevelser for alle aldre. Der er masser af kunst, underholdning, koncerter, gadeteater og litteratur – og selvfølgelig masser af god festugestemning i hele bymidten.

Du kan se hele programmet for festugen og Kulturnatten i Fredericia på www.trekantfest.dk