FREDERICIA

Flere pædagoger på vej til Fredericias daginstitutioner

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Flere pædagoger på vej til Fredericias daginstitutioner

Børne- og Skoleudvalget frigiver 3 millioner kroner til et kvalitetsløft i Fredericia Kommunes dagtilbud

 

Forældre og børn i kommunens daginstitutioner kan se frem til, at der nu kommer penge til ansættelse af flere pædagoger. Fra den 1. januar 2017 bliver der tilført 3 mio. kr. ekstra til de mindste.

”Vi ønsker, at alle børn får en sjov, sund og god opvækst, og her spiller pædagogerne en vigtig rolle. Vi kan med flere pædagoger bedre understøtte, at børnene trives og udvikles godt i fællesskaberne i vores dagtilbud. Det er vigtigt, at vi har gode pædagoger, der kan give ekstra opmærksomhed, hvis der er børn, der har brug for det”, siger Ole Steen Hansen, formand for Børne- og Skoleudvalget.

Kvalitet i dagtilbud er mange ting, men en af de helt afgørende parametre er dygtige og professionelle pædagoger, der kan skabe gode relationer til børn og forældre og sørge for at understøtte de pædagogiske indsatser, så alle børn trives optimalt. Børne- og Skoleudvalgets beslutning om at overføre 3 mio. kr. til kommunens dagtilbud gør, at man kan gå i gang med at ansætte, hvad der svarer til 8 fuldtidspædagogstillinger dagen efter, at budgettet for 2017 er vedtaget i byrådet i oktober. Det betyder, at der kommer flere pædagoger i kommunens dagtilbud allerede fra den 1. januar 2017.