FREDERICIA

FLERE UNGE SKAL HØRES I DEN POLITISKE DEBAT

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Fredericia Kommunes Borgerpanel er netop nu på udkig efter nye medlemmer. Især unge paneldeltagere mangler

Borgerpanelet har brug for flere medlemmer. Derfor har Fredericia Kommune søsat en kampagne, der skal få flere til at give deres mening til kende.

Formålet med borgerpanelet er at skabe dialog mellem politikere og borgere. Håbet er, at panelet vil styrke demokratiet og fællesskabet i kommunen.

”Det er vigtigt, at alle borgere bliver hørt. Vi vil gerne have, at så mange som muligt tager stilling til de emner, vi diskuterer i byrådet, så vi kan inddrage det, når vi skal træffe politiske beslutninger. Gennem borgerpanelet har alle muligheden for at blive involveret. Det er en god måde at styrke demokratiet på”, fortæller formand for Demokrati- og Borgerudvalget i Fredericia Kommune, Christian Jørgensen.

Få din stemme hørt

Som medlem af borgerpanelet får du tilsendt et spørgeskema 2-3 gange om året. Her kan du give din mening til kende ved at tage stilling til en række forskellige emner, som er på kommunens dagsorden. Gennem svarene i spørgeskemaerne får politikerne indsigt i borgernes holdninger og viden på en række områder.

Deltag i Borgerpanelet
Du kan blive en del af borgerpanelet, hvis du er bosat i Fredericia Kommune og over 18 år. Personer i alderen 18 til 35 år er specielt eftertragtede, da denne gruppe borgere er underrepræsenteret i panelet.

Som led i kampagnen vil Fredericia Kommune i løbet af oktober måned være synlige der, hvor de unge er i jagten på yngre paneldeltagere.

Lyder borgerpanelet som noget for dig? Læs mere og tilmeld dig på Fredericia.dk/borgerpanel