FREDERICIA

FORBUD MOD TRANSPORT MED LOMMEVOGNE

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

TBST forbyder brug af sættevogne læsset på ’lommevogne’ og pålægger skærpede vilkår for godstransport over Storebæltsbroen under særlige vejrmæssige forhold

Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen (TBST) har i dag forbudt al transport på det danske jernbanenet med sættevogne læsset på ’lommevogne’. Forbuddet gælder for alle typer af ’lommevogne’ uanset type af skammel/saddel ved læsning af alle typer af sættevogne. Alle relevante jernbanevirksomheder har d.d. fået direkte besked.

Dette forbud gælder indtil de jernbanevirksomheder, der fragter gods på jernbanenettet har opfyldt en række betingelser.

Forbuddet indføres på baggrund af hensynet til jernbanesikkerheden og efter at TBST mandag den 7. ds. har overværet en test forestået af Havarikommissionen og dér observeret, at der kan være risiko for, at sættevognen ikke låses sikkert fast til skammel/saddel ved læsning på godsvogne af typen ’lommevogne’.

Læs mere om forbuddet og vilkårene for dets ophævelse i det vedhæftede dokument med titlen ’TBST udsteder forbud’.

Nye retningslinjer for godstransport på Storebæltsbroen
Samtidig – og ligeledes med øjeblikkelig virkning – påbyder TBST, at Banedanmark og jernbanevirksomhederne sikrer, at al godstransport på Storebæltsbroen sker under skærpede vilkår med hensyn til godstogenes fart i forhold til vindforholdene.

De nye vilkår er følgende:

  1. Ved stiv kuling (15 m/sek) og tværvind skal hastigheden for godstransport med vindfølsomme køretøjer nedsættes til 80 km/t
  2. Ved stormende kuling (20 m/sek) og tværvind forbydes godstransport med vindfølsomme køretøjer
  3. Ved storm (25 m/sek) forbydes alt godstransport.

(Foto:TV2)