FREDERICIA

Formand: Biodiversitet starter hjemme i haven

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Formand for Miljø- og Teknikudvalget vil have flere borgere til at tænke over, hvordan de skaber bedre forhold for naturens arter hjemme i haven. Biolog fra Naturhistorisk Museum gør os klogere.

Det skal være et fælles projekt at øge biodiversiteten i Fredericia. I hvert fald hvis det står til udvalgsformand Christian Bro, der inviterer borgerne til inspirationsoplæg i Det Grønne Rum.

Her vil biolog Emil Skovgaard Brandtoft fra Naturhistorisk Museum fortælle, hvordan det står til med naturen i Fredericia, og hvad man konkret kan gøre hjemme ved sig selv for at sikre bedre forhold for natur- og dyreliv.

”Hvis vi skal øge diversiteten i vores natur, er vi også nødt til at løfte i flok og være fælles om at sikre, at den har det godt. Mere biodiversitet kan fint starte i det små hjemme i haven, hvor alle kan gøre lidt for at forbedre forholdene for de danske arter. Jeg håber, at mange har lyst til at dukke op og blive klogere på, hvad der konkret skal til, ” siger formand for Miljø- og Teknikudvalget Christian Bro.

Det er gratis at deltage i arrangementet, som er støttet af 15. Juni Fonden.

 

 

Politisk strategi på vej

Også fra politisk hold er der fokus på at skabe bedre vilkår for naturen.

Konkret har byrådet besluttet, at der skal udarbejdes en strategi for bæredygtig udvikling. Den skal bl.a. sætte retningen for, hvordan Fredericia bliver en mere grøn kommune – herunder hvordan vi sikrer mere diversitet i den lokale natur.

Arbejdet med strategien er i fuld gang, og der forventes en endelig strategi klar med udgangen af 2019.

Tid og sted

Oplev biolog Emil Skovgaard Brandtoft onsdag den 10. april kl. 17.00-19.00 i Det Grønne Rum, Danmarksgade 13, 7000 Fredericia. Tilmelding sker til groent.sekretariat@fredericia.dksenest fredag den 5. april 2019.