FREDERICIA

Forsikringskunder har udsigt til at dele millionoverskud

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv


PROGNOSE: De
lokale kunder i GF Forsikring kan se frem til at få del i et nyt overskud i deres forsikringsselskab. Et fald i antallet af indbrud samt færre storme og skybrud landet over gør nemlig, at det kundeejede selskab på landsplan allerede nu forudsiger en overskudsdeling i 2019 på omkring 130 mio. kroner.

Færre skader gør forsikringen billigere. I hvert fald for de borgere i Trekantområdet, der er forsikret i det kundeejede GF Forsikring.

GF Forsikring har nemlig kunnet notere sig markant færre indbrud i årets første otte måneder end i samme periode i fjor. Og samtidig har kunderne i 2018 indtil videre været forskånet for store storme og skybrud og de skader, som typisk følger i kølvandet.  Det aktuelle skøn på landsplan lyder på en overskudsdeling til kunderne på 130 millioner kroner i 2019.

– Meget kan selvfølgelig nå at ske i årets sidste måneder, men udviklingen i 2018 gør, at vi allerede nu kan melde ud, at vi forventer en pæn overskudsdeling til kunderne i 2019, siger Jens-Peter Riis Jensen, som er formand for GF TrekantOmrådet, der har kontorer i Erritsø og Billund.

– Overskudsdelingen hos GF Forsikring er vores kunders sikkerhed for, at de til hver en tid betaler den rigtige pris for vores forsikringer, fortsætter Jens-Peter Riis Jensen.

Deleøkonomisk tankegang
– Hos GF er overskudsdelingen solidarisk ud fra ”en for alle”-princippet, helt i tråd med deleøkonomiske trend der hitter mange steder i samfundet i disse år. Så både familien i Vamdrup, Vejen og Vejle vil kunne mærke effekterne af, at der har været færre indbrud, og at der

kun har været få mindre storme og skybrud indtil videre her i 2018. De vil ganske enkelt få trukket

et beløb fra prisen, når de skal betale for forsikringerne til næste år, forklarer Jens-Peter Riis Jensen.

Det endelige beløb til overskudsdeling ligger dog først fast, når årets samlede skader er gjort op. Her vil GF give direkte besked om, hvad overskuddet kommer til at betyde i kroner og ører for den enkelte kunde.

Fakta om GF Forsikrings overskudsdeling
GF Forsikring er ejet af kunderne og skal derfor ikke skabe afkast til aktionærer. Til gengæld deler GF overskuddet med sine kunder – også de kunder, der har været så uheldige selv at få en skade i årets løb. I starten gjaldt overskudsdelingen kun for bilforsikringen, men i dag har GF overskudsdeling på alle forsikringer. Den enkelte kundes andel af overskuddet bliver trukket fra i prisen for det kommende års forsikringer. Beløbet fratrækkes som en procentsats af prisen.