Kultur

FOTOUDSTILLING : EN BY I FORANDRING

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Fotografen Jonas Krøyer står bag en ny, permanent fotoudstilling, der skal pryde de gamle vægge i Det Bruunske Pakhus

Fredericia er ved at gennemgå en forvandling fra tung industriby til videns- og uddannelsesby. Dele af denne stadig forvandling har fotograf Jonas Krøyer forsøgt at fange med sit kamera, og det er der nu kommet en permanent fotoudstilling ud af.

Jonas Krøyer har taget billederne over en årrække fra 2014-2016 og med sine fotografier, giver han et både poetisk og kærligt portræt af steder og mennesker i og omkring Fredericia. Mange af billederne kredser om byens ”før og nu”, men også om steder, der fortæller en historie om Fredericia, og ikke mindst om den omstilling, byen stadig befinder sig i. Det er ikke et nostalgisk tilbageblik, men et nysgerrigt blik på en by i forandring.

Jonas Krøyer har med sit kamera indfanget både steder og stemninger i Fredericia. De fleste er kendte Fredericiamotiver, men i denne fotoserie får stederne og begivenhederne en anden dybde – og måske en ny betydning for tilskueren.

På en måde bringer Jonas Krøyers billeder Fredericia ind i Det Bruunske Pakhus, som er hele byens kulturelle forsamlingshus.

Der er fernisering på Fredericiabilleder i pakhuset onsdag den 24. januar fra kl. 16 – 18. Her kan du opleve de smukke billeder, møde fotografen og høre om historierne bag billederne. Alle er velkomne til at deltage i ferniseringen.