FREDERICIA

FREDERICIA : BORGMESTERENS NYTÅRSTALE

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Glædeligt nytår 2018

Endnu et år er snart gået. Tiden er fløjet afsted. Det er et særligt år, der markerer afslutningen på en fireårs byrådsperiode, hvor vi alle har knoklet for at indfri Fredericias store potentiale. Takket være en stor indsats fra alle 21 medlemmer af byrådet fik vi fra starten skabt et godt samarbejdsklima, som gjorde, at vi kunne håndtere den økonomiske udfordring, som Fredericia Kommune stod med.

En stabil økonomi var en forudsætning for den udvikling, som vi siden har stået sammen om. I de fire år, der er gået, har byrådet sammen skabt en bæredygtig kommunal økonomi, vedtaget en fælles vision for udviklingen af Fredericia i tæt samarbejde med byens borgere og enstemmigt vedtaget fire budgetter i træk. Jeg vil gerne sende en særlig tak til mine byrådskollegaer, der igennem de seneste fire år hver især har ydet en særlig indsats for Fredericia.

Den 21. november var der valg til byrådet. Vi siger farvel til otte gode og værdsatte kollegaer og velkommen til otte nye ansigter i byrådet. Jeg glæder mig over en god balance mellem nye og gamle, erfaring og nysgerrighed, mellem tradition og fornyelse. Vi har lavet en stærk konstituering, som i samme ånd viderefører de mange velfungerende udvalg og skaber nye konstellationer, der kan være med til at løfte de mange opgaver, vi står overfor. Alle 21 byrådsmedlemmer bliver en del af samarbejdet og får deres del af ansvaret for at videreudvikle Fredericia.

Flere arbejdspladser er enormt vigtigt. Derfor er det glædeligt, at Fredericia igen i år vokset med mange nye virksomheder og arbejdspladser. Vi har oplevet store investeringer, blandt andet i erhvervsområdet DanmarkC, hvor Google og PFA har investeret store summer – fordi de tror på et Fredericia i vækst! Fredericia er et naturligt midtpunkt i Danmark, og det gode erhvervsklima kombineret med god infrastruktur betyder, at rigtig mange virksomheder samler aktiviteterne midt i landet. Senest har DLG meldt sin ankomst, og vi ser frem til at byde endnu flere virksomheder velkommen i 2018. I Business Fredericia fortsætter medlemsfremgangen, så der ved årets udgang er 665 medlemmer. Jeg er glad for den store opbakning og samarbejdsvilje blandt kommunens virksomheder og ser frem til samarbejdet i det nye år.

De mange nye virksomheder betyder også mere travlhed på vejene – ikke mindst i DanmarkC. Vi skal sørge for, at vores infrastruktur kan følge med den trafik, de nye virksomheder medfører. Derfor iværksætter vi en analyse af de trafikale udfordringer og investerer efterfølgende i signalanlæg og vejudvidelser mm. Dette foregår i et tæt samarbejde med vejdirektoratet.

Væksten i det Fredericianske erhvervsliv og de mange nye virksomheder betyder flere arbejdspladser og flere Fredericianere i arbejde. Men ikke alle har kompetencerne til at tage de jobs, der bliver skabt. Derfor er det vigtigt, at vi fortsætter det gode samarbejde mellem Business Fredericia og byens virksomheder, LO og byens uddannelsesinstitutioner om at opkvalificere vores borgere og skabe rummelige arbejdspladser, der kan være en vej til varig beskæftigelse. Mange virksomheder har allerede forpligtet sig, og jeg håber at vi i 2018 kan få endnu flere med.

I vores nye konstitueringsaftale for det kommende byråd har vi besluttet at lægge det sociale område og arbejdsmarkedet sammen i et nyt stærkt udvalg. Vi vil skabe én enkelt indgang for borgerne, så de oplever et sammenhængende forløb.

Netop de sammenhængende forløb for den enkelte borger står højt på vores dagsorden. Det er også bevæggrunden for de store investeringer vi foretager i sundheds- og ældreområdet. I forhold til andre kommuner bruger vi mange penge på ældrepleje. Det er vi stolte af, fordi vi vil sikre vores ældres hverdag og livskvalitet. I år har vi igen investeret i at sikre endnu bedre forhold for vores ældre, i nye plejeboliger og flere medarbejdere.

Vi fortsætter udviklingen af Sundhedshuset for fuld damp. I løbet af det seneste år er flere og flere private og offentlige sundhedstilbud flyttet ind i Sundhedshuset. Den ene positive nyhed efter den anden om nye aktører i Sundhedshuset er tydelige tegn på den positive udvikling. Særligt glæder jeg mig over de nye læger, der åbner praksis og er med til at sikre, at alle borgere i Fredericia fortsat har adgang til egen lokal læge. Det er meget vigtigt. Jeg vil gerne takke alle, der tager del i arbejdet med at skabe Danmarks bedste – og største – sundhedshus i Fredericia.

Vi har igen i år investeret i vores mindste børn. Det er vigtigt. Vi ansætter nu flere pædagoger i vuggestuer og børnehaver, så vores normeringer forbedres endnu engang. Når man afleverer sit barn tidligt om morgenen, er det bare trygt og godt, at der er dygtigt personale klar til at tage imod.

Vi har også investeret i folkeskolen, således at vi ansætter en række nye lærere og pædagoger til vores børn. Samtidig er jeg meget glad for, at vi til sommer kan byde velkommen til de første traineelærer-studerende, der bliver ansat på vores folkeskoler, mens de også får en stor del af den teoretiske undervisning i Fredericia. Vi vil i byrådet fortsætte med, sammen med vores eksisterende uddannelsesinstitutioner, faglige organisation og virksomheder at forsøge at få endnu flere uddannelser til Fredericia.

I 2017 har vi endnu engang haft rigtig godt gang i midtbyen, som har budt på en lang række aktiviteter med alt fra sommerrock til julehygge i midtbyen. Tøjhuset har virkelig vist sit værd som nyt spillested i Fredericia, og gæsterne flokkes til de mange koncerter.

Fredericia Teater fortsætter den utrolige stime af hitmusicals – senest med Seebach. Det er ufatteligt, at de bare kan fortsætte med at trække fulde huse aften efter aften til glæde for byens caféer og restauranter. Kritikerne stod i kø med stjernerne til den fantastiske Klokkeren fra Notre Dame, som blev belønnet med hele tre Reumert-priser! Vi ser frem til hele to fantastiske kæmpeforestillinger i 2018 med Prinsen af Egypten og Tarzan.

2017 blev året da restaurant Ti Trin Ned endelig fik deres fuldt fortjente Michelin Stjerne. De har i en lang årrække sat Fredericia på det kulinariske verdenskort. Kort inden jul offentliggjorde Ti Trin Ned, at de flytter til Kanalbyen i 2019 for at fortsætte deres spændende gastronomiske udviklingsrejse. Vi fortsætter også arbejdet på at realisere drømmen om et nyt stort musicalteater i Kanalbyen, der kan understøtte den fantastiske udviklingsrejse, som Fredericia Teater er i gang med.

Kanalbyen fortsætter sin spændende udviklingen. Frederikshuset blev indviet, mens vi har taget første spadestik til Langebro i Søndervoldgadekvarteret og til det nye erhvervsdomicil Port House, der kommer til at huse en lang række virksomheder, inkl. ADP, der står bag byggeriet.
Kanalbyen fortsætter med at lægge kaj til de mange krydstogtskibe, der stadig lægger vejen forbi Fredericia. I 2018 kan vi se frem til syv krydstogtanløb og i 2019 kan vi byde velkommen til hele 19 skibe, der lægger vejen forbi Lillebælt. Tak til alle der er med til at give vores gæster en uforglemmelig velkomst i Fredericia.

I marts fandt vi vinderen på den store konkurrence om Fredericia Vold, der takket være generøs støtte fra A.P. Møllerfonden skal styrke fæstningsanlægget. Erik Brandt Dam Arkitekter vandt konkurrencen med et spændende forslag, der blandt andet skaber to nye porte over gennemskæringerne i volden ved Kongens Port og Prangervej. Det er dejligt, at vi bliver ved med at vedligeholde og udvikle vores historiske arv og formidlingen af Fredericias unikke historie.

I juni modtog vi besked om, at den midlertidige Politiskole ville blive placeret i Fredericia. Telegrafregimentet og Ryes Kaserne stod klar til at tage imod udfordringen med at huse 300 politiskoleelever fra sommeren næste år. Jeg ser frem til at byde de mange nye elever og undervisere velkommen næste år og håber, at mange vil trives og slå rødder i vores dejlige kommune. Jeg vil gerne sende en stor tak til Obersten og hans gode folk i Telegrafregimentet for det gode samarbejde og deres beredvillighed til at løse de praktiske udfordringer. Vi havde naturligvis gerne huset skolen permanent, hvilket vi brugte mange kræfter på. Vi var imidlertid vidner til et surrealistisk forløb på Christiansborg, hvor kriterierne ændrede sig løbende. I det mindste starter skolen hos os og forbliver derefter i Trekantområdet.

Vi kender ikke de endelige bosætningstal for 2017 endnu, men alt peger på endnu et år, hvor vi bliver flere fredericianere. Vi står klar med velkomstpakker og rundvisning til nye borgere og søsætter endnu flere nye initiativer i 2018. En stor tak til alle jer, der er med til at tale godt om vores by og trække venner og familie til for at opleve nogle af alle de mange herlige oplevelser Fredericia har at byde på. Jeres indsats som ambassadører er afgørende for at styrke opfattelsen af Fredericia og få tiltrukket nye borgere.

Jeg vil gerne sende en særlig hilsen til alle kommunens medarbejdere. Tak til jer hver især fordi I er en del af vores dygtige medarbejderstab. Tak fordi I bruger jeres arbejdsliv på at skabe den bedst mulige hverdag for alle os fredericianere.

Jeg vil ligeledes takke alle borgere, erhvervsliv, fagforeninger, interesseorganisationer, frivillige foreninger mv. for at være med til at gøre Fredericia til Danmarks dejligste kommune. Jeg glæder mig allerede til at tage hul på det nye år sammen med jer.

Jeg ønsker jer alle et godt nytår.

Jacob Bjerregaard
Borgmester i Fredericia Kommune