FREDERICIA

Fredericia Realskole fejrer 125-års jubilæum

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Gennem 125 år har der været drevet Realskole i Fredericia. Skolen åbnede den 1. september 1895, hvor lærer N. J. Johansen fra Frederikshavn Realskole sammen med lokale kræfter slog dørene op for 35 elever på byens nye skole. I begyndelsen havde skolen til huse i lejede lokaler i det daværende Hotel Kronprinds Frederik på hjørnet af Fynsgade og Gothersgade. Lokalerne blev dog hurtigt for små, og allerede i august året efter blev Fredericia Realskoles nuværende hovedbygning på Købmagergade 72 indviet. Elevtallet steg med flytningen til egne lokaler til 102.

I 1980’erne blev Fredericia Realskole sammenlagt med Markholt Olesens Realskole, og skolen blev videreført under navnet Fredericia Realskole.

I dag har Fredericia Realskole ca. 550 elever fordelt fra 0.-9. klasse, egen SFO for 0.-3. klasse og en medarbejderstab på knap 60.

Det er med stolthed, at skolen i den kommende uge kan fejre jubilæum. Programmet byder på emneuge for alle elever med titlen ”Skole i fortid – nutid – fremtid”, og fredag eftermiddag i tidsrummet kl. 12-15 fejrer alle elever og medarbejdere skolens fødselsdag. Fødselsdagsfesten byder på underholdning for eleverne: tryllekunster for indskolingen, Tik Tok-dans med sved på panden for mellemtrinnet og stand up for udskolingen.

I løbet af eftermiddagen uropfører alle elever i samlet flok skolens nye sang ”Luk vinduet op”, som er skrevet til skolen i anledning af jubilæet. Bag sangen står tekstforfatter Jesper Kallesø og komponist Erik Sommer, som i øvrigt begge deltager i festlighederne.

Til jubilæet havde skolen store planer om forældredeltagelse i det festlige program, men på grund af COVID-19 må forældrene finde på noget andet at lave fredag eftermiddag, mens børn og medarbejdere fejrer Fredericia Realskole.