FREDERICIA

Fredericia Shopping er igen med når ”Gang i Danmark” turnerer rundt i kongeriget og gæster 48 danske byer…

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

 

Det ambitiøse turnéprojekt ”Gang i Danmark” turnerer med sine 384 gratiskoncerter hele Danmark rundt fra april til september med sine rullende scenebiler, som omdannes til koncertscene i løbet af 90 sekunder. Formålet er enkelt: at sætte gang i hele Danmark.

Fredericia Shopping har igen i år valgt at være en del af konceptet, og har købt pakken med de otte besøg henover året.

Marie Frank

 

Konceptet ”Gang i Danmark” skaber aktiviteter i de danske byer, og således mødes byens borgere til hyggeligt samvær med underholdning fra kendte danske kunstnere som f.eks. Fede Finn & Funny Bois, Bubber og Anna David. Programmet er altid mangfoldigt, og der er arrangementer for enhver – uanset om du er barn, ung eller voksen, om du er til fællessang, gode popsange, gamle klassikere eller børneshows, er der noget på programmet for dig.

 

Snup en gratis kop kaffe fra BKI eller en Nupo smagsprøve

Under arrangementerne tilbydes en gratis kop kaffe fra BKI og Nupo giver smagsprøver af deres nye måltidsbarer. ”Gang I Danmark” har samtidig en mediepartner – HER&NU, som løbende vil skrive om arrangementer i deres ugeblad.

 

Hver by, som har købt vores musik og oplevelsespakke ”Gang i Danmark” besøges otte gange, hver tredje uge med en ny kunster -De otte kunstnere for 2016 er; Jan Kolling, Marie Frank, Klaus & Servants, Fede Finn & Funny Bois, Brian Rice, Anna David, Åh Abe show med Mek Pek og Bubber med Tobias. Hver kunstner optræder I ca. 30 minutter i samtlige 48 byer fra vores unikke scenelastbiler.

 

Fredericia før besøg af Marie Frank på lørdag kl. 11.30

Marie Franks første danske album, ”Kontinua”, udkom sidste år. Sangene på albummet kredser på poetisk vis om sammenhæng og brud – om kærlighedens indfald og udfald. Marie Frank har gennem tiden leveret stærke sange som ”Symptom Of My Time” og ”Save A Little Love”. Vi inviterer til en intim koncert, hvor der garanteres god musik og hyggeligt samvær, og glæder os til de små korte, men hyggelige besøg henover året, slutter by- og eventkoordinator Lene Bach.