Politik

Fredericia skal have en vision

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Om kort tid udløber Fredericias vision 2020 – en vision, som det tidligere byråd vedtog tilbage i april 2015.

En klog og vigtig beslutning, byrådet den gang tog, at vedtage en vision med ambitioner og klare mål for fremtidens Fredericia. I Venstre mener vi, det er helt naturligt, at en by af Fredericias størrelse har en klar overordnet vision – lad os kalde den 2025 visionen.

Vi forsøgte i budgetforhandlingerne for 2021 at adressere behovet for en ny vision, men det blev pure afvist. Endnu en gang adresserede en samlet Venstre byrådsgruppe dette behov i en kronik for nogle uger siden, og forsat er der ingen konkrete svar.

Hvorfor en vision dengang tilbage i 2015 og ikke i dag? Hvorfor sige nej til en åben og borgerinddragende proces, hvor vi sammen skaber en stærk vision for vores Fredericia? Nogen vil måske sige, det går for godt i Fredericia, så vi behøver ikke en vision, andre vil måske mene, det er spild af tid.

I Venstre er vi tilhængere af en vision for fremtidens Fredericia, og vi vil som altid gå konstruktivt ind i et sådant arbejde sammen med alle borgerne i Fredericia. I vision 2020 satte man bl.a. et klart mål for bosætning – både med en strategi og helt konkret at øge befolkningstilvæksten på 350 borgere i 2020 – men det mål nåede vi bestemt ikke.

Der må jeg bare sige: Hvor er det dog vigtigt, vi netop tør sætte mål, og at vi har ambitiøse perspektiver for vores by, at vi styrker vores branding og fortælling om Fredericia i en ny samlet vision for Fredericia.

Venstre er klar!

Peder Tind Borgmesterkandidat for Venstre