Kultur

Fredericia Teater kan blive en dynamo for Kanalbyen

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Fredericia Teater kan blive en dynamo for Kanalbyen

FredericiaC, der står bag Kanalbyen, havde mandag den 16. januar inviteret til aftenmøde med Fredericia Teaters chef Søren Møller. Søren Møller fortalte om visionerne for et “fremtidens teater”, mens projektdirektør for Kanalbyen Tim E. Andersen fortalte om, hvad et nyt teater kan betyde for udviklingen af den nye bydel.
Ideen om et nyt Fredericia Teater opstod for 10 år siden, da Søren Møller havde sat sig i rektorstolen på Musicalakademiet.
”Jeg drømmer om et bæredygtigt fremtidens teater, der definerer, hvordan man designer og bygger kulturbygninger i fremtidens Europa, Verden; ja vi kan godt være ledende på det her. Jeg drømmer om et hus med muligheder og mere plads, ” sagde Møller til de mange tilhørere.
Fredericia Teater har allerede øvet sig på at spille teater i Kanalbyen med udendørsmusicalen Steam, en hjemmeudviklet forestilling, som også kastede bosætning med sig.
“Der er opstået et kreativt kunstnermiljø i Fredericia. Vi er nu fire gange flere ansatte end for fire år siden i det kreative miljø”, fortalte Møller og fortsatte:
“10 er flyttet til Fredericia alene det sidste år. Der sker noget, når designere, skuespillere, sangere og kunstnere vælger at flytte til Fredericia. De opdager byens uendelige muligheder og byens natur. Den kreative klasse vil tiltrække øget bosætning, ” sagde Møller og gav bud på teaterets størrelse.
Fredericia skal have et Musicalcenter med en teatersal med plads til 1200 mennesker og en lille sal med 200 siddepladser og 450 ståpladser. En cafescene, restaurationer, oplevelser, der fortæller om hvordan musicals bliver skabt, et teknologisk udviklingscenter, hvor man kunne samle flere eksperter – på verdensklasseniveau.
“Jeg er ikke i tvivl om, at Fredericia Teater på spidsen af Kanalbyen vil give stor varetegnsværdi og blive en dynamo for udviklingen af Kanalbyen. Jeg tror på mange synergier, og at det bliver nemmere at sælge boliger. ”
Søren Møller sluttede med:
“Det er noget, vi skal gøre sammen. Det er noget, vi skal løfte med en positiv folkestemning” og henviste til, at alle var velkomne til at deltage allerede nu i “Vores Fredericia Teater”.
Projektdirektør for Kanalbyen, Tim E. Andersen, sluttede af med en status på Kanalbyen og en fortælling om hvordan FredericiaC arbejder strategisk med kunst og kultur som ”brændstof i byudvikling”. Det nye teaters potentiale for byen var Tim E. Andersen ikke i tvivl om:

”Det her projekt kan blive kolossalt vigtigt som katalysator for Fredericia, men også for Kanalbyen. ”