FREDERICIA

Fredericianerne er de mest digitale

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

I konkurrencen om at blive Danmarks mest digitale kommune har Fredericia Kommune vundet i Region Syddanmark. Det fejres torsdag den 30. oktober

 

Næsten halvdelen af landets kommuner har siden den 9. september dystet i konkurrencen om at få flest borgere tilmeldt Digital Post. Regionsvinderne i konkurrencen er nu fundet, og i Region Syddanmark løb Fredericia Kommune med sejren.

 

”Vi har gjort en stor indsats gennem længere tid for at få vores borgere gjort digitale, så jeg er stolt af, at vi er løbet med sejren. Vi har fulgt tallene nøje for at se, hvor vores indsatser virkede, og der kan vi se, at den personlige kontakt har haft stor betydning. Vi rykkede for alvor i statistikken efter, vi havde været ude på alle valgstederne til det seneste kommunalvalg”, siger kontorchef Stephan Klavsen.

 

Dem, der har været sværest at nå, er de unge. De unge har generelt set været de mindst digitale, når det drejer sig om at tilmelde sig Digital Post. Fredericia Kommune spurgte derfor de unge selv, hvad der skulle til, for at de tilmeldte sig digital postkasse.

”Vi fik mange gode tips til at nå de unge, og vi lavede en kampagne ud fra det. Resultat af kampagnen har været positivt. To uger efter kampagnestart så vi en stigning i unge, der er tilmeldt, på lidt over tre procent”, fortæller Stephan Klavsen.

 

Det skal fejres!

For at fejre, at Fredericia Kommune har vundet konkurrencen i Region Syddanmark, inviterer kommunen til kaffe og Digital Post kage torsdag den 30. oktober kl. 15.00 – 17.00.

”Skulle der være nogle, der endnu ikke har fået tilmeldt sig Digital Post, så kan vi også hjælpe med tilmeldingen denne dag”, slutter Stephan Klavsen.