LOKALSPORT

Fredericianske svømmere i de Danske Mesterskaber

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

DeltaSwim – Fredericia Svømmeklub deltog med klubbens hurtigste konkurrencesvømmere i de Danske Mesterskaber for Hold i weekenden 13. – 15. december i Ringe.

Det gjaldt ved mesterskabet om at svømme flest mulige point ind som et samlet klubhold.

Da det var tiden for den enkelte svømmer i det enkelte løb, som blev omregnet til point for holdet, så vidste alle svømmerne, at hver hundrededel af et sekund talte.

Dette var en helt særlig og anderledes oplevelse for svømmerne, der normalt plejer at svømme individuelle løb for deres egen skyld.

Klubbens svømmere havde ved deltagelse i nationale mesterskaber i løbet af sidste sæson samlet tilstrækkeligt med point til at kvalificere sig til deltagelse i 3. Division, hvilket var en række højere end ved sidste års mesterskaber for hold.

Klubben var den mindste deltagende klub i 3. Division med omkring halvt så mange klubmedlemmer som de største klubber, selv om nogle af de andre klubber kom fra byer, der har et lavere indbyggertal end Fredericia.

Klubben stillede med et ungt hold sammenlignet med de fleste andre deltagende klubber.

Klubbens deltagere svømmede rigtigt mange gode løb, og de leverede flere fine præstationer.

Der blev svømmet mange personlige rekorder, opnået nye svømmenåle samt kravtider til kommende mesterskaber, og klubben sluttede på en 6. plads.