FREDERICIA

Fuld politisk opbakning til kunstgræsbane

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Kultur- og Idrætsudvalget bakker op om anlæggelsen af kunstgræsbane ved Fredericia Idrætscenter 

Kultur- og Idrætsudvalget har drøftet sagen vedrørende anlæggelse af kunstgræsbane ved Fredericia Idrætscenter, som har været omtalt i medierne på det seneste.

Udvalget har gennemgået sagens forløb, og det er et enigt udvalg, der konstaterer, at der er et solidt grundlag for byrådets beslutning om at etablere en platform for pigefodbolden ved Fredericia Idrætscenter.

Repræsentanter for pigefodbolden henvendte sig med et ønske om at skabe en platform, der ville tilgodese pigerne, og på et møde i oktober tilsluttede repræsentanter for alle pigefodboldklubberne sig placeringen af en ny kunstgræsbane ved Fredericia Idrætscenter. Her kan der skabes mest mulig synergi og udnyttelse af banen. Desuden er her også plads til at etablere en 11-mandsbane, som vil være den mest hensigtsmæssige i forhold til f.eks. afvikling af kampe.

Udvalget er klar over, at der fortsat kan være ønsker til nye faciliteter lokalt men mener også, at den aktuelle investering er et godt skridt på vejen.

Udvalget, der består af Susanne Bjerregaard Mørck (formand), Christian Jørgensen (næstformand), Anette Hyre-Jensen, Karsten Byrgesen og Søren Larsen, er klar til at sende projektet videre, så pigerne, så snart det er muligt, kan tage den nye bane i brug. 

Strategi for pigefodbold

Sammen med beslutningen om at etablere en kunstgræsbane ved Fredericia Idrætscenter besluttede byrådet også, at der skulle udvikles en strategi for pigefodbolden. Det arbejde vil udvalget gerne sætte i værk snarest.

Udvalget ønsker, at arbejdet sker i samarbejde med pigefodboldens interessenter. Det vil sige de klubber, der tilbyder pigefodbold, og som har tilkendegivet ønsket om at få en facilitet, der er forbeholdt pigerne. Derfor vil der snarest blive inviteret til det indledende møde, hvor parterne kan trække i arbejdstøjet.

Kultur- og Idrætsudvalget vil følge arbejdet nøje og håber, at investeringen vil komme rigtig mange pigefodboldspillere til gode.

Www.danmarkc.tv

fredericia.tv