FREDERICIA

Ghettolisten offentliggøres i dag – Holder Fredericia sig ude af listen?

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Transport-, bygnings- og boligministeren offentliggør hvert år den 1. december en liste over ghettoområder i Danmark. Som en del af aftalen mellem regeringen, Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti og Socialistisk Folkeparti om initiativer på boligområdet, der bekæmper parallelsamfund, er der kommet nye ghettokriterier. 

“De nye målrettede ghettokriterier peger på de boligområder, hvor der er problemer og behov for en indsats. Med den politiske aftale om initiativer på boligområdet, der bekæmper parallelsamfund giver vi kommuner og boligorganisationer en række nye redskaber, sådan at de effektivt kan gøre op med ghettoerne og sætte forebyggende ind i de udsatte boligområder”, siger transport-, bygnings- og boligminister Ole Birk Olesen og fortsætter:

“Jeg ser frem til at se, hvordan de nye redskaber bliver taget i brug. Særligt de nye ghettoområder forventer jeg går målrettet til opgaven med at udvikle en mere velfungerende bydel. Det samme gælder de 15 hårde ghettoområder, der nu skal udarbejde en udviklingsplan, der skal vise, hvordan de vil nå kravet om at nedbringe andelen af almene familieboliger til højst 40 procent”.

Med nye kriterier er der otte nye boligområder på ghettolisten i forhold til sidste års liste. Det drejer sig om Lundtoftegade, Aldersrogade og Hørgården i København, Charlotteager i Høje Taastrup, Nøjsomhed/Sydvej i Helsingør, Korsløkkeparken Øst i Odense, Resedavej i Silkeborg og Ellekonebakken i Viborg. Korskærparken i Fredericia opfylder ikke længere kriterierne for at være en ghetto og bliver således heller ikke et hårdt ghettoområde. 

43 boligområder opfylder kriterierne for at være udsatte og har hermed adgang til de nye redskaber, der er en del af aftalen på boligområdet om bekæmpelse af parallelsamfund.

Søndag d. 1. december offentliggøres den nye Ghettoliste.