FREDERICIA

Gl. Lillebæltsbro bliver spærret lige efter pinse

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Vejdirektoratet har sørget for daglige eskorter af erhvervslivets langsomt kørende køretøjer, mens broen er spærret

Spærringen af Gl. Lillebæltsbro venter lige om hjørnet efter pinsen. Tirsdag d. 22. maj bliver broen spærret for vejtrafik i 20 uger, mens Vejdirektoratet gennemfører en nødvendig renovering af broen, da både kørebanen, fugerne og den underliggende beton er ældede.

Trafikanterne kan i perioden benytte Lillebæltsbroen.

Hvad angår erhvervslivets langsomkørende køretøjer, så har Vejdirektoratet fået politiets tilladelse til at arrangere eskorter af erhvervets langsomkørende køretøjer over Lillebæltsbroen, mens Gl. Lillebæltsbro er spærret for vejtrafik både i 2018 og 2019.

Køretøjerne vil blive eskorteret over Lillebæltsbroen udenfor myldretiden med en TMA (lastbil med stødabsorberende enhed) kørende bagved.

Eskorteringerne foregår under renoveringsperioden dagligt mandag-søndag på faste tidspunkter.

Fra Fyn til Jylland:
Mødetid på pendlerpladsen ved Jyllandsvej, 5500 Middelfart kl. 03:45 og kl. 20:15

Fra Jylland til Fyn:
Mødetid i Vesterballevej, 7000 Fredericia kl. 04:15 og kl. 20:30.

Til- og framelding skal ske på mail til jwa@arkil.dk
Tilmelding skal foretages senest 12 timer før eskortens start. Afmelding skal ske senest 4 timer før eskortens start.

Hvis man har behov for at booke weekendkørsel, skal tilmelding foretages senest fredagen inden klokken 12.

Togdriften fortsætter uhindret, ligesom gangstien til gående, cyklister og knallert 45 også er åben i langt det meste af perioden. Undtaget er nogle enkelte nætter, hvor arbejdet kræver, at man lukker fællesstien. Vejdirektoratet vil i god tid inden informere herom.

”Det er en meget omfattende og nødvendig renovering af Gl. Lillebæltsbro, som vi mest effektivt kan gennemføre, hvis entreprenøren Arkil A/S kan arbejde på broen uhindret af vejtrafikken. Derfor har vi valgt at spærre Gl. Lillebæltsbro for vejtrafik i hele perioden. Til gengæld bliver den samlede renoveringsperiode så kortere. Samtidig vil vi i renoveringsperioden gøre vores yderste for at få trafikken til at glide så nemt som muligt på Lillebæltsbroen,” siger specielkonsulent i Vejdirektoratet, Shahriar Honar.