Home FREDERICIA Haver og legeområder får en tiltrængt omgang

Haver og legeområder får en tiltrængt omgang

Haver og legeområder får en tiltrængt omgang
0

Haverne og legeområderne på Anders Billes Vej og Vejlevej bliver gjort hyggelige og indbydende for familier tilknyttet Familie- og Børnesundhed

Familie & Ungdomscentrets haver på Anders Billes Vej 26 og Vejlevej 14 bliver primært brugt, når mindre børn, der er anbragt i pleje skal have samvær med deres forældre. Men haverne er tilgroede og fungerer ikke som besøgshaver for børnene og deres forældre. Derfor har Børne- og Skoleudvalget givet 120.000 kr. til en genopretning af haver og legeområder, så de bliver indbydende og funktionsdygtige. Pengene kommer fra den udvidede anlægspulje på over 300 mio. kr. 

”I øjeblikket er haverne ikke særligt indbydende, og det skal vi have lavet om på. Begge haver bliver primært brugt til mindre børn, når de er på samvær med deres forældre, og da der meget ofte er flere samvær på en gang, har vi fokus på at skabe små grønne rum i haven med de hække, der allerede er der og nye havemøbler. Jeg er glad for, at vi med denne håndsrækning kan give haverne den meget tiltrængte genopretning, så de kan bruges til det, de er tiltænkt”, sige Ole Steen Hansen, formand for Børne- og Skoleudvalget. 

I begge haver skal der klippes hække, fjernes buske, træer, slås græs, renses op ved flisegange og terrasser, og trappeopgangen ved Anders Billevej skal repareres og renses af. Derudover indkøbes der et gyngestativ med både er en almindelig gynge og en sansegynge.

Haverne bliver nemlig også brugt til samtaler med forældre og unge, som Familie- og Børnesundhed arbejder med, og en sansegynge har længe været et stort ønske, da den kan bruges som terapi for større børn og unge, der har brug for ro og tid til refleksion.  

”Udover at haverne kommer til at fremstå flotte og funktionsdygtige, vil det også give bedre forhold for vores medarbejdere og de familier, som de arbejder med. Så jeg er rigtig glad for, at vi med få midler kan gøre forholdende bedre for mange mennesker”, siger Cecilie Roed Schultz, næstformand i Børne- og Skoleudvalget. 

Da der ikke er nogen pedelfunktion i Familie & Ungdomscentret forbedres haverne sådan, at de bliver så vedligeholdelsesfri så muligt. Dette betyder også, at der indkøbes en robotplæneklipper til hver af haverne.