Her er det trygt at snakke om det, der er svært

Her er det trygt at snakke om det, der er svært

Her er det trygt at snakke om det, der er svært

0

Nyt anonymt rådgivningstilbud i Fredericia skal hjælpe unge med svar på spørgsmål om køn, sex og prævention

Til marts åbner UngMod Fredericia på Fredericia Sundhedshus. UngMod Fredericia er et nyt åbent, anonymt rådgivningstilbud, hvor unge kan henvende sig anonymt og få samtaler og vejledning om køn, krop, sex og prævention.

Formålet med rådgivningstilbuddet er at styrke de unges seksuelle sundhed og trivsel, give de unge bedre mulighed for at træffe sunde og sikre valg, forebygge uønskede graviditeter, aborter og seksuelt overførte sygdomme.

”Vi har styrket vores seksualundervisning som modelkommune for Sex & Samfund, og vi tilbyder nu seksualundervisning på alle ungdomsuddannelserne. Med etableringen af UngMod Fredericia gør vi endnu mere af det, vi gerne vil. Vi skaber forebyggelsestilbud helt tæt på fredericianerne i tæt samarbejde med sygehus, kommune og civilsamfund.

I rådgivningstilbuddet får de unge mulighed for at være anonyme og få individuel rådgivning om seksuel sundhed og trivsel, og det er med til at styrke de unges mentale og seksuelle sundhed. Med UngMod Fredericia hjælper vi også den gruppe af unge, som ikke føler, at de har nogen at tale med om de emner”, siger formanden for Sundhedsudvalget, Susanne Eilersen.

Bente Gertz, medlem af regionsrådet og den politiske styregruppe vedr. Fredericia Sundhedshus glæder sig også over det nye rådgivningstilbud.

”Jeg er overbevist om, at de dygtige sygeplejersker og læger og den kommunale sundhedsplejerske vil kunne gøre en forskel for de unge og give dem rådgivning, som de ellers ikke ville få. Og jeg hæfter mig ved, at samarbejdet mellem sygehuset og kommunen er endnu et godt eksempel på, hvordan vi arbejder med forebyggelse og sundhed generelt på tværs af regioner og kommuner”, siger Bente Gertz.

UngMod Fredericia er startet på initiativ af og i samarbejde med Sygehus Lillebælt, og bygger på erfaringerne fra tilsvarende tilbud i Halsnæs og Herning, hvor der bl.a. er set et fald i uønskede graviditeter blandt unge og samtidigt er flere er blevet testet for seksuelt overførte sygdomme.

”Jeg glæder mig til at styrke forebyggelsen og få klædt de unge mennesker bedre på til at træffe sunde og sikre valg i forhold til deres seksualliv og forhåbentlig dermed forebygge uønskede graviditeter, aborter og seksuelt overførte sygdomme”, siger ledende overlæge på afdelingen for Kvindesygdomme og fødsler, Annemette Wildfang Lykkebo.

UngMod Fredericia kommer til at dele adresse med headspace, men rådgivningstilbuddet får også adgang til kliniske faciliteter i sundhedshuset.

”Vi glæder os til det tætte samarbejde, den ekstra støtte til de unge mennesker, og at mærke den synergieffekt, vi forventer. Det er helt i tråd med de visioner om samskabelse, som er en indgroet del af headspace, og som vi også mærker fra Fredericia Kommune”, siger Anders Friche, leder af headspace Fredericia.

 

Fakta om UngMod Fredericia

  • UngMod Fredericia har åbent 2 eftermiddage om ugen sammen med headspace.
  • Unge kan henvende sig anonymt fra gaden, eller bestille tid pr. telefon. Der kræves ikke henvisning.
  • I UngMod Fredericia kan de unge få udleveret gratis prævention på baggrund af en præventionssamtale og evt. undersøgelse.

UngMod Fredericia bliver bemandet af en kommunal sundhedsplejerske med tilknytning til modelkommunesamarbejdet med Sex og Samfund, en sygeplejerske med yderligere uddannelse i sexologi, og en speciallæge i gynækologi, de sidste to fra Sygehus Lillebælt