Læserdebat

Hvad kan manglende åbenhed resultere i?

Af: Søren Haastrup, Spidskandidat KV21, Alternativet Fredericia

I Fredericia har et samlet Byråd set stilletiende med på, at man i det politiske arbejde ikke har fulgt Kommunestyrelsesloven og ingen har stillet spørgsmål. Det kan undrer mig hvad der ligger til grund for dette.

Har vi et Byråd, der ikke er bekendt med reglerne?

Har vi et Byråd, der er bekendt med reglerne men ser mellem fingrene når de ikke følges?

Det er de to muligheder jeg ser der kan være og begge dele finder jeg særdeles uhensigtsmæssige i forhold til, hvordan Fredericia kommune styres fra politisk side.

Åbenhed og gennemsigtighed har længe været noget, der set med mine øjne har været set stort på. Nu har vi så valgår og så kommer vi med garanti til at høre en masse lokalpolitikere love guld og grønne skove, men hvorfor er der ikke sket noget de sidste 3 år eller faktisk de sidste 7 år?

Vi hører den nyudnævnte borgmester udtale, at der er flere sager, der nu skal behandles i fagudvalgene frem for Økonomiudvalget.

Hvorfor har man ikke råbt vagt i gevær tidligere? Hvorfor har ingen i Byrådet råbt højt eller hvorfor har ingen i Økonomiudvalget råbt højt?

Kommunestyrelsesloven er klokkeklar!

Det er udvalgene der varetager den umiddelbare forvaltning. Det betyder, at det påhviler Økonomiudvalget og de stående udvalg at afgøre alle løbende sager indenfor udvalgets sagsområde, medmindre andet følger af lovgivningen eller Byrådets beslutning.

Har Byrådet besluttet, at Økonomiudvalget har skulle behandle sager, der skulle have været i fagudvalgene?

Hvorfor har Økonomiudvalget ikke sagt fra?

Hvorfor har de pågældende fagudvalg ikke sagt fra når sager de skulle træffe beslutninger om er blevet behandlet af Økonomiudvalget?

Kommunestyrelsesloven er klokkeklar!

En sagsgang i en kommune er normalt, at forvaltningen fremsætter forslag til Byrådet gennem en såkaldt indstilling og fagudvalgene indstiller beslutninger til Byrådet. Sager, der vedrører kommunens økonomiske og administrative forhold skal altid forelægges for Økonomiudvalget inden de forelægges for Byrådet.

Sagsgangen er altså klokkeklar, det er fagudvalgene, der indstiller til beslutninger i Byrådet, ikke forvaltningen og ikke Økonomiudvalget. Omhandler det økonomiske forhold så skal sagerne dog omkring Økonomiudvalget også før de indstilles til beslutning i Byrådet, men man kan ikke som man tilsyneladende praktiserer i Fredericia springe fagudvalgene over.

Hvorfor har Økonomiudvalget ikke sagt fra?

Hvorfor har fagudvalgene ikke sagt fra?

Hvorfor har ingen i Byrådet sagt fra når sager er blevet indstillet til beslutning fra Økonomiudvalget i stedet fra de fagudvalg, der burde have indstillet til beslutning?

Kommunestyrelsesloven er klokkeklar!

Det er uanset Økonomiudvalget er kommunens personaleudvalg, Byrådet, der træffer beslutning vedrørende ansættelse og afskedigelse etc. af kommunaldirektøren og fagdirektører.

Hvordan kan det så være, at det i Fredericia er et enigt Økonomiudvalg, der har hjemsendt kommunaldirektøren?

Hvorfor er der ingen i Økonomiudvalget, der har sagt fra og sendt beslutningen videre til den rette instans i forhold til at kunne træffe den slags afgørelser?

Hvorfor har ingen i Byrådet sagt fra?

Hvordan kan det være, at Byrådet i Fredericia stiltiende ser på, at man ikke følger Kommunestyrelsesloven?

Vi har et enigt Byråd, der har af en eller anden grund har siddet stiltiende og set på, at man ikke har fulgt Kommunestyrelsesloven og jeg synes Fredericianerne dels har krav på at høre hvorfor og dels har krav på at få fuldstændig åbenhed og gennemsigtighed.

Tilbage i 2016 da jeg stillede op ved kommunalvalget efterspurgte jeg åbenhed og gennemsigtighed og intet er der sket på området. Tilsyneladende har vi et Byråd, der enten ikke kender lovgivningen efter hvilken kommunen skal styres eller så tilsidesætter de gælden lovgivning. Begge scenarier er i mine øjne groteske og vi har brug for en politisk vagthund frem for 21 skødehunde.

Der er brug for et alternativ! Et alternativ, der kender Kommunestyrelsesloven og vil følge denne!

Rammer for deltagelse i debat:
På DanmarkC TVs sociale medier, ønsker vi borgeren mulighed for en fri og saglig debat. For at sikre en god debat, modererer vi indholdet for at holde en sober tone. Dette praktisere vi, ved at fjerne kommentarer, der efter vurdering er nedladende, chikanerende eller indeholder hadefuld retorik. Hvis disse etiske rammer overtrædes, kan man risikere at blive udelukket fra debatten. Vi oplever at mange benytter den åbne mulighed for at komme til orde - hvis vi overser en kommentar, som du mener overskrider vores rammer for etik, så send os et tip. Hvis du er blevet udelukket fra debatten, for en overskridelse af vores retningslinjer, - og er du uenig heri? Så kan du kontakte Vores redaktion på tv@danmarkc.tv