Læserdebat

Hvor blev logikken af?

Af : Søren Haastrup, Spidskandidat KV21, Alternativet Fredericia

Mens flere og flere raske sendes hjem fra deres respektive jobs for derigennem at forsøge at mindske antallet af medmennesker, der rammes af Covid-19 og mens man lukker ned for offentlige arbejdspladser så ser det helt anderledes ud for sygdomsramte. Beskæftigelsesministeren mener, at sygdomsramte medmennesker stadig skal sendes ud i praktik eller arbejdsprøvning.

Personligt så kan jeg ikke forstå logikken i, at man lukker mere og mere af Danmark ned for at passe på hinanden, men det gælder åbenbart ikke for de sygdomsramte som vi i forvejen efter min mening behandler uanstændigt i forhold til hvordan vi møder dem som samfund – gennem systemet. 

Jeg kan til stadighed ikke forstå hvorfor vi presser medmennesker, der er ramt af sygdom enten fysisk eller psykisk. Der er ingen som i overhovedet ingen gevinst at hente heri. Den enkelte bliver endnu mere syg, endnu mere ramt og trivslen falder og samfundet bruger adskillige milliarder hvert år på at presse sygdomsramte.  Hvorfor ikke bruge dem på at hjælpe dem, på at give dem muligheden for at have en bedre mere tålelig hverdag med færre fysiske og/eller psykiske smerter?

Når Beskæftigelsesministeren ikke vil drage omsorg om de sygdomsramte så vil jeg opfordre Fredericia Kommune og i særdeleshed det pågældende udvalg samt Jobcenter om at tage sagen i egen hånd.

Stop med at sende sygdomsramte medmennesker ud i praktik og arbejdsprøvning. Når vi igen og igen får at vide af nationale og lokale politikere, at vi skal passe på hinanden så er det altså lidt tom snak, hvis ikke vi også udviser dette over for vores sygdomsramte medmennesker.

Rammer for deltagelse i debat:
På DanmarkC TVs sociale medier, ønsker vi borgeren mulighed for en fri og saglig debat. For at sikre en god debat, modererer vi indholdet for at holde en sober tone. Dette praktisere vi, ved at fjerne kommentarer, der efter vurdering er nedladende, chikanerende eller indeholder hadefuld retorik. Hvis disse etiske rammer overtrædes, kan man risikere at blive udelukket fra debatten. Vi oplever at mange benytter den åbne mulighed for at komme til orde - hvis vi overser en kommentar, som du mener overskrider vores rammer for etik, så send os et tip. Hvis du er blevet udelukket fra debatten, for en overskridelse af vores retningslinjer, - og er du uenig heri? Så kan du kontakte Vores redaktion på tv@danmarkc.tv