FREDERICIA

”Immigrationen i Frankrig fra år 1900 og op til vore dage” – et foredrag på fransk

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Onsdag d. 29. august indbyder Alliance Française Fredericia (den fransk-danske kulturforening) til et foredrag på fransk om den franske immigration, der har fundet sted siden år 1900 og indtil vore dage. Foredragsholderen er Jean-Pierre Mabire, tidligere lektor i fransk ved Lemvig gymnasium.

”Jean-Pierre vil tale på fransk, så det kræver et vist kendskab til det franske sprog at lytte til foredraget”, fortæller formand Britta Nordly. ”Til gengæld er der mulighed for at stille spørgsmål efter foredraget på både fransk og dansk, da Jean-Pierre Mabire taler perfekt dansk”.

Der er lagt op til at spændende foredrag om et – også for Danmark – meget aktuelt emne, når vi taler om immigration: Frankrig har altid været et land med stor immigration. Da den industrielle revolution begyndte i forrige århundrede, havde den franske industri et stadigt voksende behov for både ufaglært arbejdskraft og for udlærte håndværkere. I begyndelsen kom immigranterne fra nabolandene Belgien og Italien, men senere kom de også fra kolonierne – især Algeriet.

I dag er der mere end 6 millioner immigranter – eller efterkommere af immigranter – i Frankrig. Det er 10 procent af den franske befolkning.

I løbet af de senere år er bølgen af immigranter dog nærmest stoppet, fordi Frankrig har lukket sine grænser hermetisk, og da immigration derfor nu bliver anset for at være illegal, har landet fået nye problemer at tackle i den forbindelse.

Alle er velkomne til at komme til foredraget om det aktuelle emne. ”Jean-Pierre har en god faglig viden og plejer at sætte nogle gode og anderledes vinkler på sit stof”, slutter Britta Nordly.

Foredraget foregår i Lokalhistorisk Arkiv, Frederik d. III’s Vej 6, 7000 Fredericia, onsdag d. 29. august kl. 19.

Der er entré: Medlemmer 60 kr., Ikke-medlemmer 100 kr.