FREDERICIA

Indvielse af Kirstinebjerghallen

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Indvielse af Kirstinebjerghallen

Kirstinebjerghallen er en realitet, og det skal fejres fredag den 4. december 2015.
Fredag den 4. december er flaget hejst på Havepladsvej i Fredericia. Kirstinebjergskolen har inviteret til en kæmpe indvielsesfest i anledning af, at Kirstinebjerghallen nu står klar til brug for skolens elever og områdets foreninger.

Elever, personale, naboer, politikere, forvaltning og alle samarbejdspartnere er inviteret med til festen, som starter kl. 12.30. Ved festen vil snoren blive klippet, og der vil blive givet eksempler på, hvad netop en MULTIHAL kan bruges til. Allerede ugen efter vil hallen syde og boble af aktivitet.

Baggrunden for den nye multihal er, at der i august 2013 flyttede godt 500 elever fra 7.-9. klasse ind på den gamle Treldevejens Skole. Det var en del af den store skolestrukturreform, hvor Kirstinebjergskolen havde sin fødsel med fire nye afdelinger og næsten 1800 elever. Treldevejens skole var bygget til en almindelig folkeskole med 2 spor fra 0.-9. klasse. Nu skulle den rumme en hel ny afdeling for elever fra 7.-9. klasse. De mange udskolingselever skulle deles om to små gymnastiksale, der var etableret tilbage i 1950´erne. Det kunne slet ikke lade sig gøre med de mange nye klasser og de øgede krav for en overbygningsafdeling, som også var opdelt i linjer med bl.a. en Sport og Adventure-linje.

Derfor var der også en hektisk aktivitet for at finde egnede rammer for den nye skoles behov for både idrætsfaciliteter og rum til en lang række andre behov for at skabe mulighed for at skolen kunne afvikle alle typer arrangementer og kunne afvikle eksempelvis afgangsprøver.

Kirstinebjergskolen markerede sig fra starten som en kreativ-musisk skole, som gerne ville kunne profilere sig inden for musik, teater, dans og andre kreative aktiviteter. Derfor var der også hurtigt kHallenonsensus mellem Byrådet og Skolebestyrelsen om at det ikke kun skulle være en idrætshal, men en MULTIHAL. Den skulle kunne anvendes til en lang række formål, som netop kunne medvirke til at Kirstinebjergskolen kunne profilere sig som en skole, hvor idræt og kultur står højt på dagsordenen sideløbende med de mange andre krav i en ny skolereform.

En projektgruppe kiggede på mange modeller, lige fra en ”Let-hal” til en ”Kold-hal”, men efter en del møder blev det besluttet, at det skulle være en rigtig hal med alt, hvad det indebærer af muligheder for idræt og kulturaktiviteter m.v.

Distriktsskoleleder Egon Sørensen udtaler: ”Det var en lang proces og der var mange bump på vejen, men vi oplevede hele vejen en stor opbakning fra byråd, forvaltning og alle aktører i processen. Alle var enige om, at det var en vigtig investering i børnenes fremtid, og vi er i dag meget taknemmelige for, at byrådet traf beslutningen om, at det skulle være en fuld udbygget hal, der kunne anvendes til mange formål”.
Et tæt samarbejde med idrætsforeningerne og især gymnastikforeningerne betyder, at Kirstinebjerghallen ved indvielsen også kan præsentere en springgrav, som allerede er fuldt booket fra alle byens gymnastikforeninger. Gymnastikforeningerne har selv finansieret denne springgrav med hjælp fra gode sponsorer.