Covid-19 / Corona virus

Jobcentre lukker ned: Går ikke ud over udbetalingen af ydelser

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Regeringens seneste tiltag for at stoppe spredningen af COVID-19 lukker også landets jobcentre ned, og medarbejdere sendes hjem. Jobcentrene vil køre med et nødberedskab, så det ikke får konsekvensker for folks ydelser. A-kasserne opfordres til at følge samme linje.

Et nødberedskab i landets jobcentre vil sikre, at borgere i Danmark fortsat kan søge om og modtage offentlige ydelser.  

Lukningen af jobcentrene betyder imidlertid, at beskæftigelsesindsatsen suspenderes i en midlertidig periode. Alle planlagte samtaler aflyses, aktiveringstilbud sættes i bero, og der bliver ikke igangsat nye tilbud. Det betyder også, at borgerne i den kommende tid ikke skal leve op til kravet om at stå til rådighed for arbejdsmarkedet, og de fastholder deres ydelse som hidtil. 

Nødberedskabet vil sikre, at udsatte borgere kan få hjælp og kontakt, hvis de får brug for det, eller kommunen vurderer, at en borger har brug for akut hjælp.   

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard siger: 

– Danmark er i en ekstraordinær situation. Vi skal stå sammen og passe på hinanden. Regeringen har taget ekstraordinære midler i brug, og det får også konsekvenser for landets jobcentre, som lukker ned. Men det må ikke gå ud over folks ydelser, og derfor kører jobcentrene videre med et nødberedskab. Ingen skal være bekymrede for, at de ikke får udbetalt dagpenge eller kontanthjælp den kommende tid.  

Den midlertidige lukning af jobcentrene betyder, at disse aktiviteter suspenderes:

  • Alle igangværende aktiveringstilbud – der bliver heller ikke igangsat nye tilbud
  • Samtaler i jobcentre
  • Lediges forpligtigelse til at stå til rådighed for arbejdsmarkedet.
  • Jobcentre og a-kassers mulighed for at give sanktioner   

Nødberedskabet sikrer, at disse aktiviteter fortsætter:

  • Ledige kan fortsat modtage deres ydelse
  • Borgere, der bliver ledige, kan tilmelde sige som nyledige via jobnet, telefonisk eller ved fysisk brev i jobcentret, så de fortsat er sikret et forsørgelsesgrundlag.
  • Borgere kan henvende sig til jobcentret, og kan også afgive klager, men de normale frister, fx klagefrister, suspenderes.
  • Jobcenteret kan tage imod og behandle anmeldelser af arbejdsfordeling.