Læserdebat

Kan vi stole på Fredericias Kommunalbestyrelse?

Igennem lang tid har byrådet/kommunalbestyrelsen fremstillet sig selv som et harmonisk og enigt i forskellige beslutninger. Mange har undret sig over, at der ikke var disharmoni mellem Enhedslisten, Venstre, Dansk Folkeparti og nu Nye Borgerlige. Men det er jo fantastisk. Med Thomas Banke, hvor man diskuterede i øst og vest og nu med Jacob Bjerregaard, hvor alt fremstilles som enighed og harmoni.

Jacob Bjerregaard er jo en fantastisk borgmester, der er i stand til at tage hensyn til alle synspunkter, så man i byrådet taler sig frem til enighed og slet ikke har behov for afstemninger, da alle kan gå ind for de endelige formuleringer og beslutninger. Selv når det drejer sig om store investeringer, der efter alle solmærker at dømme gå imod mange i byrådet, er der harmoni og enighed. Det bliver i hvert fald fremstillet som sådan til offentligheden.

Her i foråret havde Fredericia Teater en situation, der førte frem til konkurs, selv om kommunalbestyrelsen gennem flere år i ”enighed” havde bevilliget mio. i støtte. Alle signaler gennem flere år havde været, at Fredericia Teater var fantastisk, men et dyrt bekendtskab. Borgmesteren har flere gange været fremme med, at det var godt for byen og byens ”Fyrtårn”. Tilbage i 2013 blev ledelsen sat under administration, der blev ophævet med den nye bestyrelse i 2017. Man har vidst, at Søren Møller enten ikke kunne eller ikke ville håndtere økonomien fornuftigt. Måske var det ambitionerne, der var større end Fredericia kunne bære, så økonomien måtte vige for ambitionerne. Øjensynligt var det i god harmoni med Jacob Bjerregaard, der skulle have set, at økonomien sejlede.

Nu kommer det stille frem, at flere byrådsmedlemmer var imod bevillingerne til Fredericia Teater. Flere byrådsmedlemmer har ikke kunnet få oplyst, hvorledes teaterets økonomi var, hvorfor de stemte imod bevillingerne på millionerne, og andre har blot stemt for, fordi de stolede på Jacob Bjerregaard. Men alligevel, hvis ikke det er ført til protokol, vil de blive medansvarlige i tabet af pengene, der var forudset af mange. Nu kommer Jacob Bjerregaard frem med, at det var den sidste forestilling i Kbh. der var skyld i konkursen. Alle med lidt indblik i økonomi ved, at det ikke er rigtigt. Men det kan være rigtigt, at Jacob Bjerregaard ikke længere kunne få nok støtte til at bygge sit ”papmachefyrtårn”, hvorfor han fremstiller det som overraskende. Men er det overraskende for Jacob Bjerregaard, kan man med god grund betvivle hans økonomiske evner. Men jeg tror ikke, at man kan betvivle Jacob Bjerregaards vilje til at skjule sandheden.

Når dette skrives, så er det af interesse for Fredericias borgere, der ser ud til at blive trukket rund i managen sammen med byrådet. Det er som borger, at dette bliver skrevet, men ikke for egen vinding andet end det, der kan spares i skat ved en ordentlig administration. Ligeledes skal vi alle som borgere til stadighed arbejde på, at sikre, at demokratiet fungerer. Mange steder er demokratiet under pres ligesom her i Fredericia.

Jens Jørn Pedersen

Sanddalvej 4

7000 Fredericia

Rammer for deltagelse i debat:
På DanmarkC TVs sociale medier, ønsker vi borgeren mulighed for en fri og saglig debat. For at sikre en god debat, modererer vi indholdet for at holde en sober tone. Dette praktisere vi, ved at fjerne kommentarer, der efter vurdering er nedladende, chikanerende eller indeholder hadefuld retorik. Hvis disse etiske rammer overtrædes, kan man risikere at blive udelukket fra debatten. Vi oplever at mange benytter den åbne mulighed for at komme til orde - hvis vi overser en kommentar, som du mener overskrider vores rammer for etik, så send os et tip. Hvis du er blevet udelukket fra debatten, for en overskridelse af vores retningslinjer, - og er du uenig heri? Så kan du kontakte Vores redaktion på tv@danmarkc.tv