FREDERICIA

Kirke bliver biograf hele marts

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Hvad forestiller du dig, når du tænker kirke? I hele marts måned bryder Kirkeibyen det traditionelle syn på kirke og åbner dørene for ”Movie March”. Det er en måned, hvor kirkens rum hver søndag transformeres til en biograflignende atmosfære, hvor deltagerne kan nyde sodavand og popcorn under gudstjenesten. 

”Vi ønsker at være en kirke i byen og en kirke for byen. Derfor ønsker vi at kommunikere på en relevant måde, som er til at forstå og brugbar for helt almindelige menneskers dagligdag – og hvilken bedre måde end gennem filmklip, som de fleste kender til,” siger Jesper Kure, som er ledende præst i Kirkeibyen, der holder til på Vejlevej 12 i Fredericia.

Han forklarer, at Movie March er for alle, der er nysgerrige på film. Og han lover, at når gæsterne dukker op kl. 10.30 i Fredericia , vil de møde en form for kirke, der er anderledes, end man normalt kender det. Der bliver musikalske indslag af en masse forskellige dygtige artister, som foruden kirkens eget band blandt andet byder på rap og gospelkor. 

Filmklippene, der bliver vist, har til formål at understøtte prædikenens tema. Der vil være klip lige fra superheltefilm til eventyr og fra dramaer til romantiske komedier. Og det er ikke noget, der ligger langt fra den måde, Jesus forklarede om tro på, mener præsten.

”I sin samtid kommunikerede Jesus med historier med eksempler, som folk kunne relatere til i forhold til deres dagligdag. Fortællingerne og billederne satte tanker i gang.  Jeg er overbevist om, at i dag, i vores tid ville han blandt andet have kommunikeret sine budskaber og fortælle gennem filmmediet,” siger Jesper Kure. “Troen er livsnær, og det er kirkens opgave at formidle den i dag med alle mulige kreative virkemidler.”

Kirkeibyen er en evangelisk frikirke, der holder til i både Kolding og Fredericia. Kirken er en del af Apostolsk Kirke i Danmark og FrikirkeNet.