FREDERICIA

Kultur- og Idrætsudvalget inviterer til borger- og dialogmøde

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Ny politik for kultur, idræt og fritid

 Kultur- og Idrætsudvalget inviterer til borger- og dialogmøde om en ny kultur-, idræts- og fritidspolitik

Byrådets Vision 2020 har sat kursen for Fredericia Kommunes udvikling kommende år. Nu vil Kultur og Fritidsudvalget invitere borgerne med til at komme med et mere konkret bud på, hvordan de kommende år gerne skal udvikle kultur, idræts- og fritidslivet i Fredericia.

”Den nuværende politik er fra maj 2012, og den mangler nogle konkrete bud på, hvordan kultur, idræt og fritid skal udvikle sig. Udvalget har drøftet en lang række områder, som vi fremadrettet godt kunne tænke os at fokusere noget mere på. Det er blandt andre faciliteter, byliv, kreative vækstmiljøer og talenter og disse – og mange andre – emner vil vi gerne i dialog med foreninger, brugere og institutioner om”, fortæller Lars Ejby, formand for Kultur og Idrætsudvalget.

Det er hensigten, at få lavet en politik, der har nogle samlende overskrifter for hele området, men hvor hver del – kultur, idræt og fritid – har nogle helt klare og konkrete mål. Alle tre områder har f.eks. brug for gode faciliteter, men det er ikke de samme, og politikken skal gerne afspejle, hvilke forskellige behov hvert område har.

”Med en ny politik skal vi gerne have et godt grundlag for arbejdet de kommende år, og få et overblik over udviklingsmuligheder og ønsker”, siger Lars Ejby.

Udvalget vil gerne have borgernes input til den nye politik, så derfor inviterer udvalget til borger- og dialogmøde den 19. november i Kongensgade 111. Efter mødet vil der blive en periode, hvor klubber og foreninger mv. kan indsende konkrete forslag til en aktiviteter eller forbedringer, der kan indgå i en samlet politik for området.

Kultur- og Idrætsudvalget vil herefter udforme et endeligt forslag til ny politik, som sendes i høring, inden byrådet får det forelagt.

”Vi håber at nå i mål med processen i løbet af det tidlige forår”, fortæller Lars Ejby.