FREDERICIA

Kulturnat med sans for steder

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

 Programmet for den årlige kulturnat i Fredericia er klar

Temaet for året kulturnat er ”Stedsans”, og mange af arrangementerne på kulturnatten handler netop om bestemte og unikke steder i Fredericia, eller om det at finde vej. Er der steder i byen, der kan bruges på andre måder? Hvad betyder det sted, man kommer fra? Er der ting, der kun kan ske i Fredericia? Hvor kan man fare vild og blive fundet igen? Det er nogle af de spørgsmål, du kan få svar på fredag den 2. september.

Ligesom de foregående år er kulturnatten kulminationen på Trekantsområdets Festuge med kulturarrangementer i både Fredericia og de øvrige seks kommuner i samarbejdet.

I Fredericia bliver kulturnatten sparket i gang med et brag af et familieshow på Rådhuspladsen kl. 16. Trolle, Tormod og Chapper tager alle med på en underholdende rejse, hvor publikum også har mulighed for at deltage aktivt.

Martin SkriverMusik og stedsans

Kulturnatten i Fredericia er også musik – masser af musik. Bl.a. kan man opleve Made in Fredericia – en musikalsk ungdomsrejse med Martin Skriver, som vandt det danske melodi grand prix sammen med gruppen Lighthouse X. På kulturnatten optræder Martin med Christianskirkens Kor, elever fra Den Kreative Skole, Fredericia Gymnasium og Musicalakademiet – alle de steder, der har præget ham musikalsk. Der er også smagsprøver på Fredericia Teaters kommende produktion af Disney’s ”Klokkeren fra Notre Dame – the Musical”, hvor Martin også medvirker.

Eller hvad med rock? Fredericia elsker nemlig ROCK! Fredericia Rock rykker i år ned til Tøjhuset, hvor der er lagt op til en forrygende aften, med noget af det bedste, den lokale rockscene kan byde på, bliver med overraskelser og highlights. Aftenen bliver skudt i gang med rock for de helt unge, når ”Børn To Be Wild” viser, hvordan det skal gøres. De lokale bands Lifesick og Deadnate følger op. Aftenen kulminerer, når The Blue Van går på scenen kl. 23.00 og lukker Fredericia Rock.

laBYrintenKunst og stedsans

Kunsten har også en stor plads i kulturnatsprogrammet. F.eks. bliver der på J.B. Nielsens Plads i dagene op til kulturnatten bygget en stor kunstinstallation – laBYrinten. LaBYrinten er et kunstprojekt, som skal gengive strukturen fra byens volde og specielle bymidte. På kulturnatten vil laBYrinten være fyldt med små og store kulturoplevelser, som man kan gå på opdagelse i.

Du kan også opleve kunst på gadeplan i C-byen. Her vil der både være mulighed for at deltage aktivt og for at læne sig tilbage og betragte. Du kan opleve og deltage i parkour, grafittikunst, DJ, street food og andet – alt sammen oplevelser på gadeplan, på stedet og lige i øjet.

Eller besøge Prinsessegade, hvor en del af gaden bliver spærret af og fyldt op med kunst i kulturgaden. Der bliver arbejdende kunstnere, maleaktiviteter for børn og musikscene i gården ved Nykredit, hvor Harpin Wolf and the Black Sheep spiller op. Der er også fernisering og en kunsthappening med den japanske kunstner Yoshio Nakajima, der laver et action-painting-billede, som bliver doneret til Fredericia.

Fortællinger og stedsans

Du kan også komme med på en litterær baggårdsvandring. Sammen med en litteraturguide, kommer du rundt i fem af Fredericias historiske og smukke baggårde. Her vil du møde fem forfattere, der på hver sin måde er lokal. Du kan møde krimiforfatteren Jens Østergaard, overlægen Birger Møller, præsten Pernille Hornum, bogaktuelle Erik Knoth – og ikke mindst skuespiller og historiefortæller Vigga Bro.

Der er også mulighed for at sætte sig i fortællesofaen, som kommer rundt i byens gader og hemmelige steder. I sofaen vil du få fortalt spændende historier af Helle Lyager fra Den Kreative Skole.

Historien ”Den kæmpe store pære” kender de fleste børn. Historien er lavet om til en skattejagt for børn med aktiviteter i biblioteket, på Rådhuspladsen og i byrådssalen, hvor børnene skal bruge deres stedsans for at finde den forsvundne borgmester. Sammen med familien skal de besøge rådhuset, krydse havet, hvor De Grusomme Pirater huserer og finde Den Mystiske Ø.

Du kan se hele programmet på www.trekantfest.dk

Trekantområdets Festuge

Trekantområdets Festuge er én stor fest med over 300 unikke kulturelle begivenheder, der har det til fælles, at de binder Trekantområdet sammen. Festugen 2016 løber fra lørdag den 27. august til søndag den 4. september. Siden 2013 har et hav af frivillige kræfter, en række private aktører, de lokale kulturinstitutioner og områdets kommuner i fællesskab skabt 10 dages kulturfest i slutningen af august.