Læserdebat

Læserdebat : I Venstre ønsker vi en Vision 2025 for Fredericia.

Af: Peder Tind, Borgmesterkandidat, Venstre

I Venstre ønsker vi en Vision 2025 – hvor vi som borgere i fællesskab sætter en retning for vores by. Pt. Har vi ingen, den tidligere vision udløb ved årsskiftet.

Det er mig fortsat ubegribeligt, at Socialdemokratiet ikke vil være med på det, da vi tilbage i budgetforhandlingerne netop fra Venstres side fremlagde dette. Dengang hed det sig ”det behøver vi ikke, den slags skal vi ikke bruge tid på, og bestemt ikke en sag for vores Borger- og Demokratiudvalg”. End ikke da vi foreslår at lave en proces som opfølgning på vision 2020, faldt det i god jord…

Socialdemokratiets gruppeformand forsøgte at bortforklare ved sidste byrådsmøde, at man jo gerne ville have en vision for fremtiden, at man gerne ville følge op på den tidligere vision. Men det var ikke, hvad Socialdemokratiet sagde med sine 13 mandater for blot få måneder siden. I stedet for at bortforklare, hvorfor så ikke bare sige det, som det er: Vi er blevet klogere – det er gratis!

Med til sin bortforklaring hed det på byrådsmødet, at det var bestemt ikke i en budgetforhandling, at visioner hører hjemme. Det er simpelthen ikke rigtig, at visionsarbejde ikke hører sig til i en budgetforhandling. For det første fordi vi igangsætter mange ting i en budgetproces, som ikke kun handler om penge, men politiske perspektiver og retninger. Og for det andet fordi en vision handler i høj grad om penge: Hvor ønsker vi at investere? Hvilke mål sætter vi for fremtiden? Om prioriteter – for vi kan jo ikke alt.

Sidst men ikke mindst var et af vores stærke argumenter, at en sådan visionsproces kunne styrke vores lokaldemokrati med en borgerinddragende proces, og ja her foreslår vi at bruge vores gode Borger- og Demokratiudvalg. Det er vel derfor, vi har sådan et udvalg – men nej hed det.

Får Venstre et flertal ved kommunalvalget til november, vil vi sætte en borgerinddragende visionsproces i gang – det fortjener vores by.

Rammer for deltagelse i debat:
På DanmarkC TVs sociale medier, ønsker vi borgeren mulighed for en fri og saglig debat. For at sikre en god debat, modererer vi indholdet for at holde en sober tone. Dette praktisere vi, ved at fjerne kommentarer, der efter vurdering er nedladende, chikanerende eller indeholder hadefuld retorik. Hvis disse etiske rammer overtrædes, kan man risikere at blive udelukket fra debatten. Vi oplever at mange benytter den åbne mulighed for at komme til orde - hvis vi overser en kommentar, som du mener overskrider vores rammer for etik, så send os et tip. Hvis du er blevet udelukket fra debatten, for en overskridelse af vores retningslinjer, - og er du uenig heri? Så kan du kontakte Vores redaktion på tv@danmarkc.tv