FREDERICIA

LÆSERDEBAT : Nyt Teater – JA TAK, men…..

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Af: Spidskandidat for Det Konservative Folkeparti

Tommy Rachlitz Nielsen, Ternevej 1, Fredericia

Økonomiudvalget skal nu drøfte mulighederne for et nyt Fredericia Teater version 2.0. Rækkefølgen kan dog undre en del. Byrådet har allerede besluttet at købe aktiverne fra konkursboet og igangsat renovering af teatret. Og først nu vil de drøfte om de vil teatret?

Jeg er sikker på at langt de fleste borgere ønsker at Fredericia Teater genopstår. Fredericia Teater har i den grad været byens stolthed, i hvert fald udadtil. På de indre linjer har det set mindre godt ud. Dårlig ledelse og elendig økonomisk styring har gjort at aben for de økonomiske udskejelser gang på gang er endt hos kommunens borgere. Og hverken ledelse eller bestyrelse er blevet stillet til ansvar.

Derfor sidder jeg også tilbage med en underlig fornemmelse. På den ene side vil jeg jo frygtelig gerne have Fredericia Teater tilbage, altså i en økonomisk ansvarlig udgave. På den anden side har vi har endnu ikke afsluttet Fredericia Teater version 1.0, og dermed ikke lært lektien om hvad der gik galt. Var det ”kun” forestillingerne udenfor Fredericia der var tabsgivende? Er det sandt at ledelsen brugte penge uden af have ret til det (og hvorfor er det så ikke politianmeldt)? Har bestyrelsen ikke været opgaven voksen og hvorfor har bestyrelsen ikke ført bedre kontrol med økonomien, når de nu vidste at Søren Møller tidligere har haft store udfordringer på det område? Kan man virkelig agere ledelse og bestyrelse så letsindigt uden på nogen måde at blive stillet til ansvar?

Og nu skal byrådet så til at kigge på om de overhovedet vil et nyt Fredericia Teater. V og DF er afventende og ønsker flere undersøgelser og et bedre beslutningsgrundlag før man tager stilling. Jeg tillader mig at antage at det er spil for galleriet. Fakta er jo at V og DF begge har sagt ja til at købe aktiverne ud af konkursboet og de har været med til at igangsætte renovering af teaterbygningen. Man vil vel ikke, i fuld alvor, mene at man har investeret omkring 5 millioner i inventar og renovering hvis ikke man vil teatret? Hvis det virkelig er tilfældet, burde V og DF nok have forholdt sig afventende FØR de brugte 5 millioner.

Og selvfølgelig skal vi finde en form hvori vi kan føre Fredericia Teater videre. Men det skal være i en økonomisk ansvarlig version. Ikke et teater som betragter kommunekassen som et tag-selv-bord. Ikke med en ledelse som fører bestyrelse og leverandører bag lyset og ikke med en bestyrelse der ikke er sin opgave voksen og lader teatrets ledelse får frit spil. Og sidst, men bestemt ikke mindst: Så må det være et teater som Søren Møller på ingen måde kan være en del af. Ikke som ansat, konsulent eller rådgiver. Det vil simpelthen være en hån mod de privatpersoner og firmaer som har tabt penge på teatret og mod borgerne i Fredericia Kommune. Den eneste måde Søren Møller kan komme i det nye teater på, er ved at købe en billet på lige fod med alle vi andre.

Det er mit håb at byrådet husker hvor mange penge borgerne i Fredericia allerede har bidraget med til Fredericia Teater, ikke mindst efter konkursen. Så målet må være et økonomisk ansvarligt teater, ikke et forgyldt luftkastel som ikke kan flyve.