Læserdebat

LÆSERDEBAT : Underskriftindsamling – Ja tak!

Af: Spidskandidat for Det Konservative Folkeparti, Tommy Rachlitz Nielsen

Fra konservativt hold bakker vi fuldstændig om omkring Søren og Sunes underskriftindsamling for en uvildig undersøgelse af Fredericia Teaters konkurs. Men har den nogen som helst indvirkning på byrådet?

Jeg har fra starten forlangt en tilbundsgående undersøgelse af både, ledelsens, bestyrelsens og byrådets rolle (eller mangel på samme) i Fredericia Teaters konkurs. Til det kan vi faktisk tilføje kommunens administration. Hvor har de været henne i rådgivning af byrådet i forbindelse med långivning, tilskud, gældseftergivelse mm. Men vil en undersøgelse have nogen som helst effekt? Næppe!

Bestyrelsen og Byrådet har kun været effektive på to områder, når det kommer til Fredericia Teater: Nemlig til at hælde et utal af millioner ned i et sort hul, og dernæst til at klappe fuldstændig i til alle spørgsmål herom. Det mener jeg forsat er uanstændigt. Ikke nok med at Byråd og administration, når de har bevilget flere penge til Teatret, har haft pligt til at undersøge Teatrets økonomi grundigt. De har også haft to repræsentanter siddende i Teatrets bestyrelse. Det gør Byrådet til det organ som havde bedst mulighed for at have styr på udviklingen i Fredericia Teater, men fuldstændig uden effekt. Hverken bestyrelsen, byrådet og den kommunale administration har haft nogen som helst ide om hvad der er foregået, og hvis de har, har de handlet dybt uansvarligt med vores penge.

Det råber naturligvis på en tilbundsgående uvildig undersøgelse! Men hvorfor tvivler jeg så på effekten? Det er ganske enkelt. Jeg tiltror ikke vores byråd og administration at iværksætte en virkelig uvildig undersøgelse. Jeg mener at undersøgelsen skal iværksættes at en anden instans, langt væk fra byrådssalen og Fredericia Kommunes administration. Kun på den måde sikrer vi at vi ikke bagefter står tilbage med en flad undersøgelse som lugter langt væk af kammerateri og vennetjenester.

Derfor er det min anbefaling at skrive under på underskriftindsamlingen! Det er et godt og stærkt signal til Byrådet om at vi holder øje med dem. Men forvent ikke at der kommer noget ud af det.

Rammer for deltagelse i debat:
På DanmarkC TVs sociale medier, ønsker vi borgeren mulighed for en fri og saglig debat. For at sikre en god debat, modererer vi indholdet for at holde en sober tone. Dette praktisere vi, ved at fjerne kommentarer, der efter vurdering er nedladende, chikanerende eller indeholder hadefuld retorik. Hvis disse etiske rammer overtrædes, kan man risikere at blive udelukket fra debatten. Vi oplever at mange benytter den åbne mulighed for at komme til orde - hvis vi overser en kommentar, som du mener overskrider vores rammer for etik, så send os et tip. Hvis du er blevet udelukket fra debatten, for en overskridelse af vores retningslinjer, - og er du uenig heri? Så kan du kontakte Vores redaktion på tv@danmarkc.tv