FREDERICIA

Livredderne åbner for badesæsonen på Østerstrand

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Den 26. juni er de specialuddannede kystlivreddere fra TrygFonden Kystlivredning igen klar i livreddertårnet på Østerstrand. Livredderne er på vagt hver dag fra kl. 10-18 i skolernes sommerferie og frem til den 19. august, hvor de vil passe på badegæsterne og informere om badesikkerhed. På strandene gælder det som alle andre steder, at man skal holde god afstand til hinanden. Derfor er livredderne blevet trænet i at tage de rette forholdsregler, ligesom livreddertårnet er forsynet med det nødvendige udstyr, som livredderne får brug for, når de skal træde til med hjælp til badegæsterne.


Sommerferien er lige om hjørnet, og i år forventes det, at sommerlandet og strandene særligt bliver fyldt med danske turister. Livredderne glæder sig til at byde velkommen på strandene og hjælpe alle badegæsterne med at få en god og tryg tur i vandet.

Brug også strandturene til at lære at svømme

Som vanligt er livredderne klar med alt fra gode råd om revlehuller til fralandsvind, og de har førstehjælpsudstyret parat til både mindre behandlinger og redningsaktioner, hvor personer er i livsfare.

– Vi håber, at vejret er med os, så alle, der nyder sommeren i Danmark i år, kan komme ud og opleve de danske strande, når de er bedst.
I Danmark er vi omgivet af vand, og det betyder, at det er vigtigt at lære at svømme og begå sig sikkert i vandet og kunne træde til, hvis andre har brug for hjælp. Hvis man endnu ikke kan svømme eller har børn, der skal til at lære det, er det oplagt også at bruge strandturene til at øve sig, siger René Højer, programchef i TrygFonden, og fortsætter:

– Livredderne er en ekstra sikkerhed på strandene, for uanset hvor rutineret en svømmer man er, kan man komme i vanskeligheder. Derfor bruger livredderne også størstedelen af deres tid på forebyggende indsatser, som både handler om at tale med badegæsterne og give gode råd og om at gribe ind, hvis de ser noget i vandet, der potentielt kan udvikle sig til en farlig situation.

I 2019 gennemførte TrygFonden Kystlivrednings livreddere 67.480 indsatser, hvoraf de 12 betegnes som aktioner, hvor personer var i livsfare.

Det er mest sikkert at bade mellem flagene

På strandene markerer livredderne med to rød-gule flag i vandkanten det område, hvor de holder særligt øje, og hvor det derfor er mest sikkert t bade.

– Livredderne har konstant øje på, hvad der foregår i området mellem flagene, så hvis man kommer i nød, er der størst chance for, at det hurtigt bliver opdaget, hvis man bader der. Man kan altid signalere til livredderne ved at vinke, hvis man har brug for hjælp, men det er ikke altid, at man er i stand til det, og derfor opfordrer vi altid til at bade i det afgrænsede område, siger Anders Myrhøj, kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning.

TrygFonden Kystlivredning opfordrer alle badegæster til at holde sig løbende orienteret om myndighedernes anbefalinger i forhold til forebyggelse af coronasmitte og respektere de regler og anbefalinger, der måtte være. Lyt også til de opfordringer, som kystlivredderne måtte komme med i forhold til badesikkerhed og det at skabe en god og tryg oplevelse for alle ved vandet.

Livredderne fra TrygFonden Kystlivredning er til stede på 37 strande og havnebade hver dag kl. 10-18 fra den 26. juni, hvor skolernes sommerferie begynder, og frem til den 19. august. Havnebadene i Aarhus og København er dog åbne helt frem til den 31. august.



De 5 baderåd
1. Lær at svømme

2. Gå aldrig alene i vandet

3. Læs vinden og vandet

4. Lær stranden at kende

5. Slip ikke børnene af syne
 Følg Sundhedsstyrelsens gode råd til at beskytte dig selv og andre mod smitte ved udendørs aktiviteter – også på stranden

  1. Bliv hjemme, hvis du har symptomer på luftvejsinfektioner
  2. Vask dine hænder tit eller brug håndsprit
  3. Host eller nys i dit ærme – ikke i dine hænder
  4. Undgå håndtryk, kindkys og kram – begræns den fysiske kontakt
  5. Hold afstand og bed andre tage hensyn

Kort om TrygFondens indsats for at reducere antallet af drukneulykker i Danmark

TrygFondens samlede indsats hedder ”Respekt for vand” og har til formål at nedbringe antallet af mennesker, der drukner i Danmark, samt øge sikkerheden, hvor mennesker og vand mødes. Det sker gennem forebyggelse, uddannelse, offentligt redningsudstyr og oplysning, der skal lære danskerne at færdes i, ved og på vandet, samt livredningstjeneste i forbindelse med skolernes sommerferie.

TrygFonden Kystlivredning er landets førende kystlivredningstjeneste med egne livreddertårne på 37 strande og havnebade i hele Danmark og omkring 200 specialuddannede kystlivreddere. Kystlivredningstjenesten er et samarbejde med Dansk Svømmeunion og har eksisteret siden 1998.

TrygFondens øvrige indsatser på området dækker:

  • Opbygning af viden på vandsikkerhedsområdet, herunder udgivelse af national druknestatistik
  • Opsætning af redningskranse via fadderordninger
  • Donation af redningsstiger til havne. I 2020 er der afsat 200 redningsstiger, som man på Respektforvand.dk fra medio juni 2020 kan søge om at få del i
  • Oplysningstjeneste, der forebygger drukneulykker ved hjælp af folkeoplysning samt målrettede indsatser til specifikke grupper
  • Udbredelse af viden om grundlæggende svømmeundervisning og livredning

Læs mere om TrygFonden Kystlivredning på www.tryghed.dk eller www.respektforvand.dk.