FREDERICIA

Livredderne er taget hjem efter en super afslutning på badesæsonen

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

I aftes lukkede livredderne fra TrygFonden Kystlivredning tårnene for sidste gang i år. Badesæsonen bød på den koldeste juli i 22 år, men satte spurten ind i august med hedebølge og ekstraordinært mange mennesker på strandene. Det gør sæsonen til en den anden mest travle inden for de seneste 10 år. Fralandsvinden har været årsag til langt de fleste redningsaktioner – også i den forløbne halvanden uge, hvor 10 personer måtte hjælpes i land pga. vinden. Livredderne opfordrer derfor badegæsterne til at passe ekstra godt på, nu hvor de ikke længere kan træde til på strandene.

Langt de fleste er vendt tilbage til skole og arbejde efter sommerferien, og dermed er det tid for livredderne til at lukke tårnene på strandene. 

– Det har på mange måder været en speciel sæson i år – både pga. corona, men også med det vejrskifte vi oplevede. Fra at have overvåget halvtomme strande i juli, fik livredderne pludselig travlt i august, da badevejret for alvor kom og tiltrak ekstraordinært mange mennesker, siger Anders Myrhøj, der er kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning, og fortsætter:

– De fleste har passet godt på i vandet, men fralandsvinden har igennem hele sæsonen overrasket badegæsterne og skabt farlige situationer. Det har givet anledning til en del redningsaktioner, fordi det ikke er alle, som har været rutinerede nok til at forudse de problemer, som vinden giver – også når den ikke umiddelbart synes særlig kraftig. 

En travl badesæson med relativt mange redningsaktioner
De foreløbige tal fra TrygFonden Kystlivredning viser, at livredderne i år har gennemført 67.514 indsatser, hvoraf de 32 aktioner har involveret personer i livsfare. Til sammenligning var der i 2019 67.480 indsatser med 12 aktioner, hvor det vurderes, at personer var i livsfare, mens der i 2018, som var en historisk varm sommer, var 88.355 indsatser, hvoraf 52 blev vurderet at være livreddende.

– Denne sommer ender som den anden mest travle sæson igennem de seneste 10 år, når vi ser på det samlede antal aktioner. Det er noget af et paradoks at tale om en af de travleste livreddersæsoner i 10 år, for jeg tror, de fleste danskere går med den følelse, at sommeren indtil for to uger siden i meget ringe grad indbød til badning og strandtur, siger René Højer, programchef i TrygFonden, og fortsætter:

– Aktiviteten på strandene har været meget ujævnt fordelt med et stort ryk-ind de sidste uger af sæsonen. Livredderne har derfor haft meget at se til, og de har været i kontakt med rigtig mange badegæster i løbet af de otte uger, de har været på strandene. Udover at træde til, når badegæster er i nød, er en vigtig del af livreddernes arbejde at forebygge ulykker og oplyse om badesikkerhed. Jeg håber derfor, at de mange snakke, som livredderne har haft med badegæsterne, har været med til at øge trygheden på strandene og bidraget til større viden om badesikkerhed.

Pas på fralandsvinden – livredderne er der ikke til at redde dig ind til land

Selvom skole og arbejde for de flestes vedkommende er i fuld gang igen, er vejret fortsat lunt og dejligt, så der er stadig gode muligheder for badeture i den kommende tid og ikke mindst for vandaktiviteter som SUP, kitesurfing og kano- og kajak. Men livredderne er der ikke længere til at holde øje og hive folk, der er blevet fanget af vinden, ind på land, så Anders Myrhøj opfordrer til, at man passer ekstra godt på og følger baderådene.

– Til langt ind i efteråret bruger folk vandet til både at svømme, ro, surfe og til SUP, og det skal man endelig nyde de gode muligheder for. Men husk nu at være opmærksom på vind og vejr. Tag altid en makker med, så I kan holde øje med hinanden, for alle kan komme i problemer – uanset hvor rutineret man er. Det er bedre at blive på land, hvis der er kraftig vind eller store bølger, så du ikke løber en unødig risiko og bringer dig selv i fare. Og slip nu ikke børnene af syne, men nyd turen til stranden sammen i fællesskab, siger Anders Myrhøj.

Skal du ro, sejle, kitesurfe mv., så husk redningsvesten, og tag en vandtæt mobil med, så du kan ringe efter hjælp eller alarmere via SejlSikkert Alarm appen.

De fem baderåd

  1. Lær at svømme
  2. Gå aldrig alene i vandet
  3. Læs vinden og vandet
  4. Lær stranden at kende
  5. Slip ikke børnene af syne