FREDERICIA

Livredderne roser strandgæsterne

Af DanmarkC TV - tv@danmarkc.tv

Efter den første weekend på strandene sender livredderne fra TrygFonden Kystlivredning en stor ros til strandgæsterne. Folk holder generelt god afstand, når de soler sig på stranden, og de passer godt på sig selv og hinanden, når de går i vandet, lyder det fra livredderne. På Østerstrand ved Fredericia var livredderne dog i en livreddende aktion allerede på første dag, hvor de hentede en bevidstløs person ind fra vandet.

Badesæsonen er begyndt med flot sommervejr de fleste steder i landet, og det trak rigtig mange mennesker til strandene i weekenden. Men selvom strandene var godt fyldte, er alt overordnet set forløbet stille og roligt, fortæller Anders Myrhøj, kystlivredningschef i TrygFonden Kystlivredning.

– Det har været en forrygende start på badesæsonen i år, og livredderne har haft rigtig mange badegæster at holde øje med. Folk har hygget sig og generelt holdt god afstand til hinanden, og dem i vandet har badet med omtanke og har ikke været overmodige og bragt sig selv i farlige situationer. Det har simpelthen været en fornøjelse for livredderne, og det tegner rigtig godt for resten af sæsonen, siger Anders Myrhøj, og fortsætter:

– Vi har dog allerede haft den første livreddende aktion i år. Det understreger vigtigheden af at bade et sted, hvor der er livreddere, som kan træde til, hvis man kommer i en situation, hvor man ikke kan redde sig selv. 

I fredags på Østerstrand ved Fredericia blev livredderne kontaktet af en badegæst, hvis søster var langt ude i vandet. Hun befandt sig ca. 200 meter syd for livreddernes primære zone, som er det område, hvor livredderne konstant holder øje. En af livredderne tog sit board og padlede ud til pigen i vandet, der ikke var ved bevidsthed, men trak vejret. Pigen blev bragt i land og fik ilt, indtil ambulance og lægebil ankom, og beredskabet overtog behandlingen.

Indsatser i sæsonens første weekend (26. – 28. juni) 
I de første tre dage på strandene har livredderne hjulpet badegæsterne med almindelig førstehjælp i 127 tilfælde, hvor der fx har været brug for et plaster eller en forbinding, mens livredderne i 429 tilfælde er trådt til for at forebygge ulykker, fx ved at kalde badegæster tættere på land. Derudover har livredderne gennemført 4.005 oplysende indsatser og talt med rigtig mange badegæster, som er kommet forbi tårnene for at få konkrete råd om badesikkerhed eller for at høre, hvordan livredderne arbejder. 

Livredderne udfører fire typer indsatser på strandene:

  • Livreddende aktioner, hvor det vurderes, at en eller flere personer var i livsfare.
  • Førstehjælpsaktioner, eksempelvis snitsår, skader efter møde med brandmænd, bistik, forstuvninger og dehydrering.
  • Forebyggende indsatser, hvor livredderne har været ude i vandet for at advare folk, der eksempelvis har taget en luftmadras/gummibåd/badedyr med i vandet ved fralandsvind, eller få dem til at svømme tættere på land.
  • Oplysende indsatser, hvor livredderne har været i kontakt med badegæster om fx de lokale forhold på stranden, de fem baderåd, og hvad man skal være opmærksom på i vandet.

Om TrygFonden
TrygFonden varetager TryghedsGruppens almennyttige arbejde. TryghedsGruppen er hovedejer i forsikringsselskabet Tryg og skaber værdi og tryghed gennem langsigtede investeringer og almennyttige uddelinger. Læs mere på www.tryghed.dk.